Otte måneder efter at have mistet sin kone, Ella, efter 43 års ægteskab, var Harald fortabt i en kvælende stilhed. Stilheden i deres hjem var ikke fredelig, men en kold ledsager, der forstærkede køleskabets summen og ensomheden i deres tomme rum. Deres fælles liv, præget af små, trøstende rutiner – morgenkaffe ved det vaklende bord, hendes nynnen, når hun lagde tøj sammen, og de hemmelige klem på hans hånd i kirken – var brat ophørt. Nu blev kolde vaner, som at lave to kopper kaffe, hængende, hvilket holdt mindet om hende smertefuldt i live, mens sandheden om deres barnløse liv og den brede, tomme seng sank dybere ned i hans knogler. Hans sorg var en ensomhed, han antog aldrig ville forsvinde.
Monotonien i hans sorg blev knust en iskold torsdag under en indkøbstur i Walmart. Da Harald trådte ud i en bidende Midtvestenvind, bemærkede han en ung kvinde, Pernille, der krammede sin lille søn, Lucas, i nærheden af en lygtepæl. Hun var farligt dårligt klædt på til kulden, bar kun en tynd sweater, og babyen var kun pakket ind i et tyndt håndklæde. Drevet af instinkt og måske tomheden, der ventede ham derhjemme, tøvede Harald ikke. Han trak den tunge vinterfrakke af, som Ella havde købt til ham, og insisterede på, at den frysende mor tog den, idet han forsikrede hende om, at hans «anden derhjemme» betød, at babyen havde mere brug for den. Derefter tog han dem med indenfor, købte dem det første varme måltid i et døgn og lyttede, mens Pernille forklarede, at hun var flygtet fra en voldelig kæreste, der havde smidt hende ud.
Efter at have sikret sig, at de var mætte og i sikkerhed, insisterede Harald på, at Pernille beholdt frakken. Han tog bussen hjem og fortalte sig selv, at det bare var en lille, engangsvenlighed. Han delte endda historien med Ellas tomme stol og følte en lille, uvant følelse af varme midt i den kolde rutine i hans sorg. En uge senere blev stilheden imidlertid afbrudt af en panisk banken på hans dør. To store, alvorlige mænd i sorte jakkesæt stod på hans veranda og skræmte ham i første omgang med deres kolde fremtoning og kryptiske trussel: «De ved, De ikke slipper godt fra det her.» Hans frygt forvandlede sig hurtigt til lettelse, da Pernille dukkede op fra en sort SUV, varmt pakket ind med en gurglende Lucas, og forklarede, at mændene var hendes brødre, Steffen og David.
Brødrene, som havde sporet ham via Walmart-overvågningsoptagelser og en politirapport, forklarede sammenhængen i deres dramatiske fremtræden. Pernille var gået direkte til politistationen, efter at Haralds venlighed havde givet hende styrken til at søge hjælp, og betjenten havde dokumenteret hans barmhjertighedsgerning, hvilket var afgørende for hendes forestående forældremyndighedssag mod hendes eks-partner. Brødrenes indledende skræmmende ord, «De slipper ikke godt fra det her,» blev klargjort som et løfte om, at hans godhed ikke ville forblive ubelønnet. De var der for at tilbyde ham alt, hvad han havde brug for – køreture, reparationer eller dagligvarer. Harald, flov over tilbuddet, bad kun om én simpel ting: en hjemmebagt æbletærte, som han ikke havde smagt, siden Ella levede.
To dage senere fyldte den søde duft af kanel og smør hans engang tomme køkken, da Pernille ankom med den lovede tærte. De sad ved det vaklende køkkenbord, brugte de fine tallerkener, Ella havde gemt til gæster, delte stykker og historier. Pernille betroede ham sine bekymringer om retssagen og sine selvtvivl og søgte råd fra en ældre mand, der havde «begået fejl og overlevet.» Harald beroligede hende og fortalte hende, at det mod, han havde set på parkeringspladsen, beviste, at hun var en god mor. Han indså, at hans liv ikke længere kun handlede om at sørge over fortiden; det var nu et delt rum. Da hun lovede en bærtærte til den følgende lørdag, følte Harald en ægte, dyb glæde, han ikke havde kendt i månedsvis. Stilheden i hans hus forblev, men den var ikke længere et symbol på tab; det var en håbefuld stilhed, der ventede på at blive brudt af duften af frisk tærte og latteren fra nyt, værdifuldt selskab.