Fortælleren, Grethe (74), fortæller om det hårde liv, hun levede for at opfostre sit barnebarn, Tobias, fra han var 12 år, efter hans mor (hendes datter) døde under fødslen, og hans far forlod dem. Grethe arbejdede flere jobs og skabte et stabilt hjem i den tro, at hendes kærlighed kunne kompensere for det traume og den afhængighed, der lå i familien. På trods af hendes urokkelige støtte gled Tobias væk i sine sene teenageår og holdt i årevis kun overfladisk kontakt.
Dette mønster af følelsesmæssig afstand blev brudt, da Tobias en dag dukkede op, hævdede, at hans partner, Natasha, havde brug for en akut operation, og tryglede om penge. Drevet af sit dybt rodfæstede ønske om at hjælpe sin familie og påvirket af mindet om sin datters død, traf Grethe den drastiske beslutning at sælge sit hus – hendes eneste aktiv – for at give Tobias pengene.
Den uudtalte betingelse for salget var, at Grethe skulle flytte ind i Tobias’ lejlighed for endelig at blive en familie igen. Hendes håb slukkedes hurtigt: Operationen blev aldrig nævnt, i stedet dukkede nye luksusvarer og feriebrochurer op. Tre uger senere, mens hun vandede planter på altanen, overhørte Grethe en grusom samtale mellem Tobias og Natasha, hvor de spottede hende som en «byrde» og udtrykte deres utålmodighed efter at slippe af med hende, så snart de havde sikret deres «Hawaii-tur».
En uge efter denne opdagelse tog Tobias hende med på en køretur og satte hende af ved et plejehjem, hvor hun blev efterladt med en enkelt kuffert og løftet om ugentlige besøg, som hurtigt blev til ingenting.
Grethe fandt sig til rette i plejehjemmets rene, omend rolige, rytme, fandt venlighed hos plejepersonalet som Sofie, men kæmpede stadig med den dybe følelse af at være forladt. Efterhånden som måneder blev til år, tog hendes liv en uventet drejning, da hun modtog nyheden om, at hendes fjerne fætter, Donovan, var død og havde efterladt hende en betydelig arv. Hun vidste øjeblikkeligt og smerteligt, at denne pludselige rigdom ville være den magnet, der trak Tobias tilbage i hendes liv.
Inden for to uger dukkede Tobias op, gentog det velkendte manuskript om, at Natasha havde brug for endnu en operation, og bad om sin del af arven på forskud. Denne gang så Grethe kun beregning i hans øjne, ikke kærlighed, og hun indvilligede roligt i at imødekomme hans anmodning i næste uge, idet hun planlagde kun at handle med kontanter.
Efter Tobias var gået, mødtes Grethe med en frivillig fra retshjælpen og fik omskrevet sit testamente. Hun fastsatte, at størstedelen af arven skulle gå til plejehjemmet, medmindre Tobias opfyldte en specifik betingelse: Han skulle arbejde som social- og sundhedsassistent på institutionen i et helt år og tage sig af beboerne for at fortjene pengene. For at levere budskabet rakte hun Tobias en kuvert, der kun indeholdt 50 kroner, med beskeden – der forklarede betingelsen og årsagen til testen – skrevet på sedlerne.
Først vred, stormede Tobias ud og kaldte betingelsen «vanvittig». To dage senere vendte han dog tilbage og indvilligede modvilligt i aftalen, motiveret af grådighed. Grethe observerede fra sit værelse, hvordan Tobias langsomt gik fra at aftjene en straf til at udvise ægte omsorg for beboerne, hvor han lærte medfølelse og anstændighed af Hr. Jensen, Fru Hansen og Sofie.
Da året var omme, havde oplevelsen forvandlet ham. Da advokaten ankom med de endelige papirer, bekræftede Tobias sin holdningsændring: «Jeg vil gøre det rigtigt, Bedste.» Grethes sidste, desperate lektion, født ud af dyb smerte, havde tvunget Tobias til at vokse og bevist, at nogle ting – som respekt og fred – skal fortjenes, ikke købes.