Fortælleren, sygeplejersken Mette, deltog i sin mormor, Karens, begravelse sammen med sine fremmedgjorte, grådige slægtninge, der kun var mødt op på grund af udsigten til arv. Karen, en velhavende, men egenrådig kvinde, havde altid insisteret på, at alle skulle opnå succes uafhængigt, gav aldrig penge væk, men sørgede dog for, at alle fik en uddannelse. I de sidste seks måneder af Karens liv var Mette flyttet ind for at passe hende og udholdt den fysiske og økonomiske byrde uden særlig økonomisk hjælp fra sin mormor. Denne ægte loyalitetshandling skilte hende ud fra resten af familien, som hurtigt kritiserede hendes karriere som sygeplejerske og afviste hende under oplæsningen af testamentet.
Familien samledes i Karens hus, og advokaten, hr. Jensen, smed hurtigt bomben: Ingen ville arve noget. De grådige slægtninge brød ud i vred vantro og kaldte Karen en «gammel heks». Konfrontationen eskalerede, da Karens hund, Berta, gøede, hvilket fik Mettes mor og onkel Jens til følelseskoldt at foreslå at aflive hunden, fordi den var gammel og uønsket. Mette, drevet af hengivenhed over for Berta og forargelse over slægtningenes grusomhed, erklærede sig villig til at tage hunden til sig, selvom hendes lejekontrakt ikke tillod kæledyr, og hun måtte betale mere i husleje, hvilket betød, at hun reelt set kun arvede hunden.

Efter at de vrede slægtninge var blevet tvunget ud af huset af hr. Jensen, kørte Mette Berta tilbage til sin lejlighed. Kort efter konfronterede Mettes mor hende vredt, beskyldte hende for i smug at have arvet alt og krævede pengene. Mette insisterede på, at hun kun havde arvet Berta, hvilket hendes mor nægtede at tro. Mens hun senere trøstede hunden, bemærkede Mette en indgraveret adresse og nummeret 153 på Bertas halsbånd, med en lille nøgle gemt i et vedhæng, hvilket førte hende til et opbevaringsboks på togstationen.
Ved opbevaringsboksen fandt Mette en mappe med påskriften «Til Mette», som indeholdt en seddel fra hendes mormor og det officielle testamente. Karens seddel afslørede hendes sidste ønske: Hele formuen var betinget af at finde «en person med et rent hjerte», der ville tage sig af Berta, og hun var sikker på, at denne person ville være Mette. Før Mette kunne reagere på den forbløffende nyhed om, at hun var den eneste arving, dukkede hendes mor og onkel Jens – som havde hyret en privatdetektiv til at følge Mette – op og forlangte testamentet. Hr. Jensen ankom lige i tide, alarmeret af en sensor, da opbevaringsboksen blev åbnet, og bekræftede, at formuen tilhørte Mette, da hun havde taget Berta til sig på betingelse af loyalitet, ikke grådighed.

Hr. Jensen afviste bestemt slægtningenes resterende krav og understregede, at Karen ønskede, at hendes penge skulle gå til et godt menneske, der ville bruge dem til gode gerninger. Mette accepterede arven og erkendte sin mormors sande intention, og fortalte hr. Jensen, at hun havde til hensigt at donere en stor del af pengene til det hospital, hvor hun arbejdede. Denne sidste uselviske handling beviste Karens tillid til Mettes anstændighed og sikrede, at hendes eftermæle støttede venlighed og loyalitet og ikke grådigheden hos hendes ufortjente familie.