Mark og Mia havde desperat forsøgt at give deres 14-årige datter, Sofie, en søskende, men efter flere spontane aborter fik de at vide, at det ikke var muligt. På trods af deres blide forklaring holdt Sofie aldrig op med at bede hver aften for en bror eller søster, idet hun længtes efter en baby, hun kunne elske. Deres liv var beskedent, fyldt med latter, men de havde konstant pengeknaphed, da Mark arbejdede med vedligeholdelse, og Mia underviste i kunst. En efterårsdag blev Mias liv uigenkaldeligt ændret, da Sofie stormede gennem hoveddøren med bleg ansigt og klamrende sig til en gammel barnevogn. I den lå to bittesmå, forladte nyfødte – tvillinger. Sofie, overbevist om, at de var svaret på hendes bønner, bønfaldt sine forældre om ikke at give dem væk og fremviste en hastigt skrevet, desperat note, der kaldte babyerne Gabriel og Ida og forklarede, at den biologiske mor, en 18-årig ved navn Susanne, ikke kunne beholde dem.
Den umiddelbare konsekvens var en forvirrende række af officielle besøg fra politiet og en venlig socialrådgiver, Fru Jørgensen, som konstaterede, at babyerne var sunde og raske og meddelte, at de ville blive overført til en plejefamilie samme aften. Da Sofie hørte dette, brød hun sammen og skreg, at Fru Jørgensen ikke kunne tage hendes babyer fra hende, fordi «Gud sendte dem til mig!» I lyset af Sofies voldsomme tilknytning og den umulige længsel i datterens øjne, så Mark og Mia på hinanden og vidste, at de ikke kunne lade dem gå. De overtalte socialrådgiveren til at lade tvillingerne blive kun for én nat. Denne nat med kaotiske forberedelser – lånte tremmesenge, indkøb af modermælkserstatning og Sofie, der hviskede vuggeviser – satte kursen for deres fremtid. Da ingen biologisk familie dukkede op, blev den indledende nødpleje til sidst permanent, og seks måneder senere var Gabriel og Ida legalt deres.
Livet blev en «smukt kaotisk» balancegang, hvor Mark og Mia fordoblede deres vagter for at dække de stigende omkostninger til bleer og babymad. Alligevel var deres lille hjem fyldt med kærlighed. Omkring tvillingernes første fødselsdag begyndte et mærkeligt fænomen: Små, anonyme kuverter, der indeholdt kontanter eller gavekort til babyudstyr, dukkede op under deres dør eller på dørhåndtaget. Disse «mirakelgaver» fortsatte sporadisk gennem årene, aldrig enorme, men altid ankom de præcis, når familien havde mest brug for hjælp, og de tilbød lige akkurat nok økonomisk støtte til at sikre, at børnene var ordentligt forsørget. Familien holdt til sidst op med at sætte spørgsmålstegn ved kilden og accepterede gaverne som en velsignelse fra en mystisk «skytsengel».
Ti år fløj af sted, og tvillingerne voksede op glade og uadskillelige under den vågne omsorg fra deres hengivne forældre og deres beslutsomme beskytter, Sofie, som nu var 24. Sidste måned modtog familien et chokerende opkald fra advokat Cohen, der informerede Mia om, at han repræsenterede tvillingernes biologiske mor, Susanne, og at hun kontaktede dem angående en betydelig arv. Først skeptisk blev Mia målløs, da advokaten forklarede, at Susanne havde efterladt familien en formue til en værdi af cirka $4,7 millioner. Advokat Cohen fremlagde derefter et brev fra Susanne, hvori hun forklarede, at hendes strenge, religiøse forældre havde lukket hende inde og nægtet hende at beholde tvillingerne, da hun blev gravid som 18-årig. Hun havde i årevis holdt øje med dem på afstand og sendt gaver, når hun kunne, da hun vidste, at de voksede op i det kærlige hjem, hun ikke kunne tilbyde.
Susannes brev afslørede, at hun var døende og ikke havde anden familie, og efterlod alt til børnene og den familie, der havde opfostret dem. Hun ønskede at møde dem en sidste gang. Tre dage senere trådte Mia, Mark, Sofie og tvillingerne ind i Susannes hospiceværelse. Gabriel og Ida kravlede straks op i sengen og omfavnede deres biologiske mor med naturlig tilgivelse. Susanne kiggede på Sofie og tilstod, at hun havde gemt sig bag ahorntræet den dag og havde bevidnet Sofies beskyttende opdagelse af barnevognen. Hun indså dengang, at babyerne ville være i sikkerhed. Sofie, hulkende, svarede: «Nej, du besvarede mine [bønner].» Susanne gik bort to dage senere. Arven ændrede familiens økonomiske omstændigheder dramatisk, men den virkelige skat var forståelsen af, at kærlighed, fortvivlelse og besvarede bønner alle havde ført dem præcis derhen, hvor de hørte hjemme.