Luften var tyk af røg og duften af regn, mens aske dækkede sneen. Han stod ubevægeligt og klamrede sig til en lille, skælvende killing i sine rystende hænder. Ødelæggelsen omkring ham var total, og det lille dyr syntes at være den eneste rest af det, han havde mistet. «Hr. Jensen… har De det godt?» spurgte jeg forsigtigt.
«De er alle væk,» hviskede han, og hans stemme knækkede. «Huset, billederne, alt… Hun er det eneste, jeg har tilbage.» Mit hjerte smertede, da jeg forstod dybden af hans tab. Senere lærte jeg hans navn: Elias. Alt, hvad han bad om, var et varmt sted til killingen og noget mælk. Jeg tog dem med hjem, og han fortalte, at han havde reddet Funke (Killingens navn) i netop det øjeblik, taget faldt sammen. I dette bittelille, skrøbelige væsen havde han fundet en gnist af håb.
I de følgende dage begyndte Elias at tale om sin afdøde hustru Clara og den sorg, der havde tynget ham siden hendes død. Gradvist lettede smerten i hans hjerte. Så kom hans barnebarn, Line, bekymret over nyheden om branden. Hendes omfavnelse var fuld af lettelse, og hun besluttede sig for at blive og hjælpe Elias med at genopbygge både sit hjem og sin ånd.
Tiden gik, og da jeg besøgte ham igen, var huset fyldt med lys og latter. Elias viste mig stolt et billede af sin genoprettede familie og sagde: «Jeg mistede alt, men jeg fandt meget mere. Der er altid håb.»
Elias’ rejse var en gribende påmindelse om, at tab er en uundgåelig del af livet. Men selv i de mørkeste øjeblikke kan håbet findes på uventede steder – det være sig gennem en lille killing, en kærlig familie eller modet til at starte forfra. Det er den måde, vi reagerer på modgang, der lader sand modstandsdygtighed skinne igennem.