Morten og hans kone Nanna var chokerede, men overlykkelige, da de fandt ud af, at de ventede tvillingedrenge, Laurits og Mads. Den indledende glæde blev dog sur for Nanna, efter at tvillingerne var født. I de følgende seks uger blev hun rastløs, anspændt og distanceret, virkede fanget og ude af stand til at håndtere moderskabet. Situationen kulminerede en aften, da hun stille sagde til Morten, at hun «ikke kunne klare det» – en advarsel, som Morten først fuldt ud forstod den næste morgen, da han vågnede op til to grædende babyer og en tom seng. Nanna var forsvundet og havde ikke efterladt nogen besked. Morten fandt senere ud af, at hun havde forladt byen med en ældre, rigere mand og valgte et liv, hun mente, hun fortjente, i stedet for det, hun havde med sin nye familie.
Alene med spæde tvillinger blev Morten tvunget ind i rollen som enlig far, mestrende kunsten at klare alt enhåndsbetjent og fungerende med minimal søvn. Han støttede sig til hjælpen fra sin mor og naboer, arbejdede hver eneste mulige vagt, alt imens han prioriterede sine sønner. Morten opdrog drengene ihærdigt og forklarede dem ærligt, at deres mor «ikke var klar til at være forælder, men det er jeg, og jeg går ingen steder. Aldrig.» Da Laurits og Mads voksede op til «dygtige børn», der voldsomt beskyttede hinanden, holdt de op med at spørge efter deres mor, sikre i visheden om, at deres far var der for dem hver eneste dag, hvilket gjorde det muligt for dem at skabe deres egen stabile familieenhed på tre.
Sytten år senere, på dagen for Laurits’ og Mads’ gymnasieafslutning, stødte det liv, som Morten møjsommeligt havde bygget op, sammen med fortiden, da der bankede på døren. På verandaen stod Nanna, slidt og desperat. Hun startede straks en følelsesladet tale, hvori hun hævdede, at hun var «gået i panik» som ung mor og havde tænkt på dem hver dag. Sandheden kom dog hurtigt frem: Manden, hun var gået med, var væk, og hun havde været alene i årevis. Hun var der, fordi hun var desperat og ikke havde noget sted at tage hen, og bad drengene om at give hende en chance, nu hvor hun manglede et sted at «lande».
Drengene reagerede på hendes pludselige tilsynekomst med tydelig ærlighed i stedet for vrede. Mads så på sin far for et tegn, men det var Laurits, der talte først, fuldstændig upåvirket: «Vi kender dig ikke.» Da Nanna tryglede om en chance, trådte Laurits frem og formulerede sandheden, der ramte hende hårdest: «Du er her ikke for at lære os at kende. Du er her, fordi du er desperat og mangler noget.» Mads bekræftede dette og sagde, at en mor ikke forsvinder i 17 år og kommer tilbage, når hun mangler et sted at lande. Hendes fatning brast, da hun indså, at hendes appel var mislykket.
Nanna kiggede på Morten og bad ham om at «bringe det i orden» for dem, men Morten var ubøjelig. Han tilbød at give hende nummeret til et herberg og en socialrådgiver, men afsluttede med en fast erklæring: «Du kan ikke blive her… Og du kan ikke træde ind i deres liv, bare fordi du ikke har andre steder at gå hen.» Hun nikkede, besejret, og gik. Hændelsen var ovre, lige så hurtigt som den var begyndt. Laurits gned spændingen ud af ansigtet, og Mads bemærkede med sin praktiske sans: «Vi kommer for sent til dimissionen, far.» De gik ud af døren som en familie på tre og cementerede dermed, at den eneste familie, de havde brug for, var den, Morten havde bygget op for dem siden deres fødsel.