Lars (28) vendte hjem til en lyd, der «brød hele hans verden»: hans nyfødte søns, Emils, desperate, unaturlige klynken. Han fandt sin kone, Clara, krumbøjet og rystende, som hævdede, at babyen havde skreget «hele dagen», hvilket havde bragt hende til randen af sammenbrud og angst. Da Lars gik ind i børneværelset for at trøste Emil, opdagede han den tomme tremmeseng. I stedet for sin søn fandt han en lille sort diktafon og et krav om løsepenge på $200.000 for Emils tilbagelevering, med den strenge advarsel om ikke at kontakte politiet. Lars mistænkte straks en pedel fra hospitalet, Kristian, som han havde haft et anspændt møde med på grund af en tabt kagekrukke og en mumlet, kryptisk trussel.
På trods af Claras desperate insisteren på, at de skulle betale løsepengene for at beskytte Emil – en reaktion, som Lars fandt mistænkeligt indøvet – besluttede han sig for at bruge situationen til at afsløre kidnapperen. Da han ikke kunne hæve det fulde løsesumsbeløb, tog Lars de $50.000, han straks kunne få fat i, og kørte til molen. Han lagde pengene i skab 117 som anvist og ventede. Det varede ikke længe, før Kristian, pedellen, dukkede op. Lars konfronterede og pacificerede straks Kristian fysisk og anklagede ham for kidnapning. Kristian insisterede dog på, at han kun var en mellemmand, der var blevet betalt for at transportere tasken, og som var blevet bedt om at lægge den i sit arbejdsskab til afhentning af en anden.
Kristians paniske, oprigtige angst overbeviste Lars om, at pedellen ikke var bagmanden. Lars pressede ham om den tidligere trussel, og Kristian tilstod endelig: Under rengøringen på fødeafdelingen havde han observeret Clara i en lidenskabelig omfavnelse med en anden mand – som han senere genkendte som Rasmus, Lars’ yngre bror. Kristian indrømmede, at han «vidste», da han så Lars, og kom utilsigtet til at udbryde, at han «ville fortryde det», ikke som en trussel, men som en advarsel om hans kones utroskab. Indsigten ramte Lars som et fysisk slag: Den påståede kidnapning var et røgslør, og pengene skulle finansiere Claras og Rasmus’ flugt, hvilket bekræftede, at Emil ikke var hans biologiske søn.
Da Lars indså, at hans kone og bror var medskyldige, skyndte han sig til hospitalet og bad Emils læge, Dr. Christensen, om hjælp. Han lod lægen ringe til Clara på grund af en «nødsituation» vedrørende Emils helbred for at lokke hende til hospitalet. Tyve minutter senere ankom Clara med Emil i armene, ledsaget af Rasmus, og de lignede en familieenhed. Lars gav straks signal til de to lokale politibetjente, som han tidligere havde kontaktet. Da betjentene nærmede sig for at anholde dem for kidnapning, tilstod Clara vredt sandheden: Hun og Rasmus havde været forelsket i årevis, og Emil var deres søn, undfanget efter at hun frygtede, at Lars ikke kunne gøre hende gravid. Hun forklarede, at de kun var blevet hos Lars, fordi han var «sikker» og havde de penge, de skulle bruge til deres nye liv.
Clara forsvarede vredt sine handlinger og forklarede, at de ikke troede, at Emils faderskab betød noget, da barnet skulle vokse op med penge, og de havde planlagt at stjæle løsepengene for at flygte. Lars, dybt såret, men beslutsom, nægtede at lade deres grusomhed lykkes. Han så på Emil, der græd i sin mors arme, og erklærede fast: «Ifølge hans fødselsattest er det mig, Clara. Jeg er den eneste far, han nogensinde vil få, og jeg vil ikke tillade nogen af jer at såre ham igen.» En betjent tog forsigtigt Emil fra Claras greb. Lars krammede sin søn og mærkede babyen slappe af i hans arme, de paniske skrig aftog til en træt klynken. Han gik med Dr. Christensen for at sikre Emils helbred, fast besluttet i sin beslutning om at beskytte barnet, han betragtede som sit eget.