Fortælleren, Adam (18), mindes et øjeblik, der redefinerede hans forhold til hans mor, Emma. Hun var blevet mor som 17-årig og havde ofret hele sin ungdom, inklusive hendes længe ventede afslutningsbal (Prom). Efter at barnets far havde forladt dem, opfostrede Emma Adam alene, jonglerede med flere jobs og tog sin skoleeksamen (GED). Adam genkendte den dybe tristhed bag hendes spøgefulde hentydninger til hendes «næsten-afslutningsbal» og besluttede at gengælde hendes offer ved at tage hende som sin ledsager til sit eget afslutningsbal. Emma var overvældet af glæde, omend nervøs for at blive dømt. Adams stedfar, Mikkel, som var blevet den faderfigur, Adam altid havde haft brug for, støttede idéen entusiastisk, men Adams 17-årige stedsøster, Britta, reagerede med øjeblikkelig, iskold foragt, hånte Emma og kaldte gestussen «ynkelig».
På aftenen for afslutningsballet så Emma betagende elegant ud. Hendes angst forsvandt, da hun modtog oprigtig varme og komplimenter fra Adams venner, lærere og andre mødre. Aftenen blev dog forstyrret af Britta, som bevægede sig gennem livet med en overvældende følelse af berettigelse. Hun konfronterede Emma offentligt og lod sin stemme runge over gårdspladsen med en ydmygende fornærmelse: «Vent, hvorfor er HUN her? Har nogen forvekslet afslutningsballet med familiedag?» Britta fortsatte med at fortælle Emma, at hun var «alt for gammel til denne scene,» og at det hele var «deprimerende.» Emmas strålende udtryk knustes, da hun forsøgte at trække sig væk fra opmærksomheden. Adam følte vrede over den offentlige grusomhed, men tvang sig selv til et roligt smil, da han vidste, at han havde sat en plan i gang, som Britta umuligt kunne forudse.
Midtvejs i aftenen, efter at Adam og Emma havde delt en langsom dans, tog skoleinspektøren mikrofonen. Adam havde i hemmelighed mødtes med skolens repræsentanter for at dele Emmas historie om ofring, og skolen var klar til at ære hende. Under et rampelys proklamerede skoleinspektøren: «I aften ærer vi en ekstraordinær person, der ofrede sit eget afslutningsbal for at blive mor som 17-årig… Frue, De inspirerer enhver person i dette rum.» Gymnastiksalen brød ud i tordnende klapsalver og jubel, hvor elever råbte Emmas navn. Overvældet brød Emma ud i tårer af chok og kærlighed, da hun indså, at Adam havde iscenesat æren. Øjeblikket blev fanget af eventfotografen og blev skolens «Mest Rørende Afslutningsbal-Minde.»
Den offentlige triumf ødelagde samtidig Brittas sociale anseelse, da hendes venner hurtigt distancerede sig og kaldte hendes mobning «virkelig forkert.» Konsekvenserne var dog endnu ikke fuldbyrdede. Efter afslutningsballet stormede en rasende Britta ind i deres hjem og snappede: «JEG KAN IKKE TRO, at I har forvandlet en teenagerfejl til denne kæmpe tåreperser! I lader alle, som om hun er en helgen – for hvad? Fordi hun blev gravid i gymnasiet?» Denne sidste demonstration af grusomhed fik Mikkel til at gribe ind. Med kalkuleret præcision gav han Britta husarrest indtil august, konfiskerede hendes telefon og køretilladelser og krævede en oprigtig, håndskrevet undskyldning til Emma. Han erklærede bestemt: «Du ødelagde dit eget afslutningsbal i det øjeblik, du valgte grusomhed frem for venlighed.»
Brittas raserianfald sluttede med et smæk af en dør, hvilket fik Emma til at bryde sammen i tårer af katartisk lettelse og overvældende kærlighed. Adam følte, at han endelig havde helet et sår, der havde været åbent i 18 år. Den permanente udstilling af afslutningsballets fotos i deres stue tjener som bevis på Emmas værd. Selvom Britta i sidste ende forvandlede sig til en respektfuld version af sig selv og leverede undskyldningen, var den sande sejr for Adam hverken den offentlige anerkendelse eller straffen. Det var at se Emma endelig anerkende sit værd, forstå, at hendes ofre havde skabt noget smukt, og se, at hun ikke var en byrde eller en fejl, men en ægte heltinde for sin søn og nu anerkendt som sådan af hele hendes samfund.