Tre måneder tidligere blev fortællerens liv uigenkaldeligt knust, da hendes forældre døde i en husbrand, hvilket efterlod hende som eneforsørger for sine seksårige tvillingebrødre, Kasper og Laur. Selvom hun knap huskede selve redningen, havde hun selv trukket drengene ud. Markus, hendes forlovede, var hendes klippe; han omfavnede tvillingerne, som kærligt kaldte ham ”Marku”, og forpligtede sig straks til at adoptere dem. Deres bestræbelser på at bygge en ny familie blev dog konstant undermineret af Markus’ mor, Jytte. Jytte afskyede drengene, betragtede dem som ”byrder” og ”velgørenhedstilfælde”, der ville forhindre Markus i at få ”rigtige børn”. Hendes fjendtlighed var ubarmhjertig og kulminerede i, at hun nægtede drengene kage ved en familiefødselsdagsfest, en handling af åbenlys grusomhed, der cementerede Markus’ og fortællerens fælles beslutsomhed om at beskytte dem.
Konflikten nåede et krisepunkt, da fortælleren var på en kort forretningsrejse. Jytte, der så en mulighed, besøgte huset, mens Markus var optaget. Hun rakte de sørgende seksårige lyst indpakkede kufferter og fortalte dem en nederdrægtig løgn: ”De er til flytningen til jeres nye familie.” Ondsindet fortalte hun dem, at de ville blive sendt væk, fordi deres søster følte skyld, og at Markus ”fortjente sin egen rigtige familie”. Tvillingerne blev tilbage, utrøstelige og grædende, bange for at miste den eneste stabilitet, de havde tilbage. Markus blev forfærdet og ringede straks til sin mor, som forsvarende tilstod, at hun havde ”forberedt dem på det uundgåelige”. Denne handling af emotionel terrorisme overbeviste parret om, at afbrydelse af kontakten ikke var nok; de havde brug for en beslutsom, offentlig konfrontation.
Parret lagde en plan om at stille Jytte et endeligt ultimatum ved Markus’ forestående fødselsdagsmiddag, hvilket sikrede, at hun faldt direkte i en fælde. Ved det omhyggeligt dækkede bord forventede den intetanende Jytte at høre nyheder om drengenes fjernelse, hendes øjne ”lyste” af forventning. Fortælleren meddelte med skælvende stemme, at de ville give drengene væk, så der kunne blive ”sørget for dem”. Jytte jublede øjeblikkeligt, hviskede ”ENDELIG” og roste Markus nedladende for at have gjort ”det rigtige”, uden at vise nogen tristhed eller tøven over tvillingernes skæbne. Denne ondsindede triumf vendte fortællerens mave, men bekræftede nødvendigheden af deres handling.
Markus leverede derefter det endelige, knusende slag: ”Drengene skal ingen steder.” Han informerede sin mor om, at hun havde fordrejet alt for at passe ind i hendes ”syge narrativ”, og at de vidste, at hun var ligeglad med drengenes velbefindende, kun hendes sejr. Markus udtalte derefter den endelige konsekvens: ”I aften er vores SIDSTE middag med dig.” For at bekræfte bruddet hentede han de blå og grønne kufferter, hun havde givet drengene, placerede dem på bordet som et symbol på hendes grusomhed, og proklamerede, at de allerede havde pakket taskerne til den person, der ville forlade familien: hende. Han gav hende et brev, hvori der stod, at hun var blevet fjernet fra alle nødkontakter og ville forblive det, indtil hun oprigtigt undskyldte over for drengene og søgte terapi.
Bedøvet, tårevædet og til sidst fortæret af vrede og selvmedlidenhed stormede Jytte ud for aldrig at vende tilbage. Markus slap øjeblikkeligt sin strenge holdning og trøstede tvillingerne, som havde leget gemmeleg fra gangen, lovede dem, at de var i sikkerhed og elsket. Han erklærede bestemt over for dem: ”Bedstemor Jytte er væk nu, og hun får aldrig chancen for at såre jer drenge igen.” Parret ansøgte straks om et tilhold og blokerede al kontakt. Markus begyndte udelukkende at omtale tvillingerne som ”vores sønner”. Deres umiddelbare fokus er på adoptionspapirerne, hvilket markerer den formelle begyndelse på en familie bygget på kærlighed og beskyttelse, hvor tvillingerne konstant får forsikring om, at de forbliver ”For evigt og altid”.