På den lille dyreklinik herskede der en sådan stilhed, at det føltes, som om selv luften var bange for at røre sig. I loftet summede lamperne konstant og kastede et blegt lys på væggene i farven af gammel kridt. Metalsengen knirkede under et ternet tæppe, og lugten af antiseptikum syntes at flette sig ind i alles åndedræt. Dette var det øjeblik, hvor liv og afsked stod side om side, kun adskilt af ét åndedrag.
På bordet lå Max — engang en mægtig schæfer, en trofast ledsager og beskytter. Hans krop var svækket, og hans vejrtrækning var blevet tung og uregelmæssig. Det virkede, som om selve den styrke, der engang boede i hans poter, var forsvundet og kun havde efterladt en træt skygge. Og alligevel, i hans uklare, halvlukkede øjne, glødede der stadig en genkendelse — svag, men levende.
Ved siden af ham sad Daniel. Han holdt hånden på Max’ hoved, aede ham bag ørerne, som han havde gjort tusindvis af gange, og hviskede, som om hvert ord var en bøn:
— Du har været med mig fra begyndelsen… min ven, min bror. Undskyld, hvis jeg svigtede dig…
Han huskede, hvordan han havde bragt hvalpen hjem i en papkasse, hvordan de havde løbet på markerne, hvordan Max engang reddede ham på den frosne sø. Alt dette flimrede nu for hans øjne, som de sidste scener i en film, der nærmer sig sin afslutning.
Max bevægede let sin pote, pressede sin snude mod ejerens håndflade — en gestus fyldt med enkel og tavs mening: «Jeg husker. Jeg er her. Vær ikke ked af det.»
Dyrlægen — en ung kvinde ved navn Doktor Emma — stod lidt til side. Hun var vant til afskeder, men denne gang rystede hendes hænder. Selv assistenten, der altid var behersket, tørrede i smug tårer væk, ude af stand til at vende blikket væk.
Da Daniel bøjede sig ned og pressede sin pande mod hundens hoved, blev stilheden i rummet næsten øredøvende. Max rystede, men løftede pludselig poterne og lagde dem om ejerens hals. Dette var ikke en bevægelse fra kroppen – det var en bevægelse fra sjælen.
— Jeg elsker dig, — hviskede Daniel, ude af stand til at holde gråden tilbage. — Og det vil jeg altid gøre.
Doktor Emma tog et skridt fremad, i hånden glimtede en sprøjte. Hendes stemme rystede af medfølelse:
— Når I er klar…
Daniel nikkede, hans læber bevægede sig knap:
— Hvil dig, min helt. Jeg slipper dig med kærlighed.
Hun løftede hånden — og i det øjeblik syntes verden at stoppe.
— Stop! — udbrød Emma pludselig og trådte brat et skridt tilbage.
Assistenten frøs. Daniel løftede øjnene, forstod intet.
— Se! — Dyrlægens stemme rystede, men ikke længere af sorg.
Max, hvis vejrtrækning lige havde været knap hørbar, trak pludselig vejret dybere. Hans bryst hævede sig, og så igen — mere regelmæssigt, mere sikkert. Poterne, der krammede hans ejer, holdt op med at ryste. Øjnene, der var slørede af smerte, glødede med et svagt, men levende lys.
— Max?.. — hviskede Daniel.
Hunden blinkede, jamrede stille, løftede hovedet og rørte ejerens hånd med snuden. En dæmpet hulk lød i rummet — assistenten kunne ikke holde tårerne tilbage.
Dyrlægen bøjede sig ned og tjekkede puls, vejrtrækning og pupiller. Så rettede hun sig op, forbløffet:
— Hans hjerte… det fungerer bedre. Han kæmper. Han giver ikke op.
Daniel stod stille, kunne ikke tro, hvad der skete, og krammede derefter hunden tæt, mens han hviskede gennem tårer:
— Du er en kriger, hør du? Du kunne bare ikke gå på en anden måde…
Max forstod tilsyneladende. Han rejste sig langsomt på forpoterne, kiggede Daniel direkte i øjnene — og i det blik var alt: smerte, styrke, taknemmelighed og liv.
Doktor Emma lagde sprøjten på bakken.
— Vi prøver en anden behandling, — sagde hun bestemt. — Han har en chance. Måske en lille, men den er der.
Og stilheden, som indtil for nylig havde været en afsked, blev pludselig fyldt med håbets åndedrag.
Daniel græd, pressede hunden ind til sig og gentog det samme, som en besværgelse:
— Vi klarer den… hør, min ven? Vi klarer den.
Og Max, presset mod hans bryst, trak vejret mere roligt, som om han lovede som svar: «Jeg bliver her. For din skyld.»