Anna blev født i mørke.
Verden, fuld af farver, ansigter og horisonter, forblev for hende altid bag en lukket dør.
Blindheden blev hendes dom fra første åndedrag – og en skam for hendes far, en stolt godsejer, der var vant til at betragte svaghed som et personligt nederlag.
Han kiggede aldrig på sin datter med ømhed. For ham var hun en påmindelse om ufuldkommenhed, en plet på familiens ære.
Da Anna fyldte atten, meddelte han hende koldt, uden at spørge om hendes mening:
— Du skal giftes med Lukas, en bonde fra den nederste landsby.
Hverken kærlighed eller valg – kun en dom, udtalt i nærværelse af tavse tjenestefolk.
Nyheden chokerede alle. Hvorfor skulle en rig godsejer give sin datter – om end blind – bort til en fattig mand uden navn og jord?
Nogle hviskede, at faren blot ville skille sig af med «byrden», andre så det som en udspekuleret straf for hendes blindhed.
Men Anna selv bøjede tavst hovedet. Lydighed var det eneste, hun var blevet lært.
Lukas’ hjem viste sig at være lille, knirkende af vinden, men forbløffende varmt.
Det lugtede af brød, frisk hø og venlighed.
Lukas talte lidt, men hver af hans bevægelser udstrålede tålmodighed. Han behandlede ikke Anna som en ulykkelig – han talte med hende, beskrev solnedgangens farver, skyernes linjer, regnens bevægelser på ruden.
— Se, — sagde han, — solen er i dag, som om den er smeltet ned i floden. Vandet er nu som guld.
Og selvom Anna ikke så lyset, lærte hun at føle det i hans ord.
Om aftenen læste han bøger for hende – med en rolig stemme, hvori livet genlød.
Nogle gange tog hun sig selv i at smile, uden at se den andens smil.
Sådan voksede taknemmelighed umærkeligt til kærlighed – varm, enkel, som forårets åndedrag.
Et år gik.
En dag ankom en læge fra hovedstaden til landsbyen – en mand, de talte om som en mirakelmager. Han udførte operationer, der gav synet tilbage til dem, der havde levet i mørke hele livet.
Lukas lyttede til beretningerne med tilbageholdt åndedræt.
Og uden at sige et ord til sin kone, solgte han alt, hvad han ejede: hesten, værktøjet, selv en del af jorden, for at betale for operationen.
Han arbejdede om natten, indtil hans hænder sprækkede af kulde, og først da besluttede han sig for at fortælle hende om sin drøm – at give hende lyset.
Anna græd, bønfaldt ham om ikke at gøre det. Men Lukas klemte blot hendes hånd:
— Lyset tilhører dig, Anna. Jeg hjælper det kun med at finde vejen.
Operationen foregik i stilhed, hvor hver bevægelse føltes som en evighed.
Ugerne med genoptræning var pinefulde. Anna levede mellem håb og frygt – ikke så meget for lyset, som for muligheden for at miste det.
Og så, en morgen, da den første stråle brød gennem vinduet, følte Lukas, der sad ved hendes seng, at hun rystede.
Anna åbnede øjenlågene let. Verden brød for første gang ind i hendes bevidsthed – blændende, enorm, levende.
Og midt i dette lys så hun Lukas’ ansigt – enkelt, træt, men oplyst af en venlighed, hun aldrig før havde kendt.
— Sådan ser du altså ud, — hviskede hun, mens tårer løb ned ad kinderne, — mit lys.
Da landsbyen hørte om det, kunne folk ikke tro det: den fattige bonde havde givet den riges datter synet tilbage.
Og faren, da han hørte om miraklet, stod længe ved vinduet og knyttede hænderne.
Han indså, at i sit ønske om at slippe af med skammen, havde han selv mistet æren.
Han havde ikke giftet sin datter bort til en fattigmand – men til en mand med sjælden, ægte ædelhed.
Siden da frygtede Anna ikke længere verden.
Hun gik over markerne, langs stierne, hun tidligere kun havde rørt ved med hænderne – nu så hun hvert blad, hver stråle, hvert blik fra Lukas.
Hun lærte lyset, kærligheden og sandheden at kende – ikke med øjnene, men med hjertet.
Og når hun kiggede på ham, vidste hun: Blindheden sluttede ikke den dag, hun fik synet tilbage,
men den dag, hun for første gang lærte at se med sjælen.