Fængselsfløjen lugtede af rustent jern, sved og frygt.
Luften var så tyk, at det føltes, som om man kunne skære i den med en kniv.
Til celle nummer 17 bragte de en ny indsat — en gråhåret mand på omkring femogtres år — som gik langsomt, uden at løfte blikket, med den ro, der kendetegner en, som allerede har accepteret sin skæbne.
Hans hænder rystede, men ikke af svaghed: det var rystelsen fra en, der havde lært at kontrollere hver bevægelse.
Hans navn: Simon Plade.
På hans dossier: mord under særlige omstændigheder, livsvarigt fængsel.
Der var syv mænd i cellen. Alle vendte sig om for at betragte ham.
Det var nemt at dømme ham: en gammel mand, svag, uden forbindelser, uden trussel.
Men der var noget i hans øjne… noget iskoldt. En ro, der gjorde én urolig.
Fløjens leder, «Bassen» (Bicho), en korpulent fyr på femogtyve med tatoveringer op ad halsen, iagttog ham med et skævt smil.
Han var kongen af stedet. Han kontrollerede senge, mad og reglerne. Hans magt udsprang af frygt, ikke respekt.
— Nå, bedstefar — hånede han og nærmede sig. — Her skal alle nye tjene. Forstår du reglerne?
Simon satte sin skål på bordet og svarede med lav stemme:
— Reglerne… afhænger altid af, hvem der skriver dem.
Bassen brød ud i latter og skubbede til ham.
— Her skriver jeg dem.
Den gamle mand svarede ikke. Han satte sig blot på den nederste køje og lukkede øjnene.
De andre lo. For dem var det en almindelig scene: endnu en gammel mand, der snart ville lære sin plads.
Men noget ved Simons stilhed passede ikke.
Næste dag spildte Bassen en tallerken varm grød ud over hans tæppe.
Simon reagerede ikke. Han kiggede bare på ham — et koldt, uigennemtrængeligt blik.
— Hvad er der, gamle? Er du frosset fast? — grinede Bassen.
Tavshed.
Så greb han ham i nakken.
Den gamle mand gjorde ikke modstand, sagde blot:
— Rør mig ikke, knægt.
— Og hvad nu hvis jeg gør? Hvad vil du gøre, gamle? — knurrede Bassen.
Simon så på ham. Et kort, skarpt glimt krydsede hans øjne.
— Jeg advarede dig.
Slaget kom. Et slag i ansigtet.
Simon faldt ikke. Han tørrede blot blodet væk med en finger, iagttog det, som om det ikke tilhørte ham, og mumlede:
— Nu er det i gang.
Den nat kunne Bassen ikke sove.
Han hørte bløde skridt, hvisken, en knap mærkbar bevægelse i mørket.
Han rejste sig, men så kun den gamle mand, siddende på sin seng, vågen, kiggede ud i intet.
— Sover du ikke, bedstefar? — spurgte han.
Tavshed.
Derefter en rolig stemme:
— Søvn er en luksus for dem med ren samvittighed.
Næste morgen provokerede Bassen ham igen.
Intet.
På tredjedagen mistede han tålmodigheden. Han trak en hjemmelavet kniv frem under madrassen og huggede den ind i væggen ved siden af den gamle mand.
— Enten gør du, som jeg siger, eller også skærer jeg dine ører af.
Så ændrede alt sig.
Simon løftede hånden med en bevægelse så glat, at ingen så hvordan.
På et øjeblik var bladet i hans besiddelse, holdt omvendt, som om han var født til at bruge det.
Bassen trak sig tilbage.
— Hvad fanden er du for én?
— Ikke fanden — svarede den gamle mand. — Kun erfaring.
Han lagde kniven på bordet.
— Vælg dine kampe klogt, min dreng. Nogle gange er der ingen anden chance.
Siden da regerede stilheden.
Ingen generede ham igen. Rygterne voksede:
«Den gamle er ikke hvem som helst.»
«De siger, han var agent… en snigmorder fra efterretningstjenesten.»
Bassen lod som om han grinede, men hans hænder rystede.
Om natten drømte han om den gamle mands øjne: grå, ubevægelige, som døden selv.
Dage senere dukkede en indsat fra naboblokken op død. «Hjerteanfald,» sagde de.
Men de, der så ham, vidste, det ikke var sandt: en tynd rød linje omkransede hans hals.
Den nat gik Bassen hen til den gamle mand.
— Var det dig? — hviskede han.
Simon løftede langsomt blikket.
— Og hvis det var? Ville det ændre noget?
— Fortæl mig det! — råbte den unge mand og slog i bordet.
— Jeg slog ingen ihjel — svarede den gamle mand roligt. — Jeg observerer kun. Nogle gange ødelægger mænd sig selv.
— Du skræmmer dem! — brølede Bassen.
— Nej — sagde Simon og kiggede på ham med en ro, der fik blodet til at fryse. — Jeg viser dem blot deres dæmoner. Din bor under din hud.
Den unge mand trak sig tilbage og følte en kuldegysning løbe gennem kroppen.
Den gamle holdt ham fast i håndleddet med en umulig styrke for hans alder. Et tørt knæk.
Bassen skreg.
— Jeg sagde, du ikke skulle røre mig — hviskede den gamle. — Hvis du vil leve, så hold dig væk.
Siden da var «kongen af fløjen» ikke længere det.
Han blev et spøgelse, fortæret af paranoia.
Tre dage senere fandt man ham død, hængt med et lagen. Selvmord, sagde de.
Simon nikkede blot, da han hørte nyheden.
— Han levede for længe med frygt — mumlede han. — Det var et spørgsmål om timer.
Celle 17 blev aldrig den samme igen.
Der var ingen flere slagsmål. Ingen skrig. Kun en tæt, respektfuld stilhed.
Selv vagterne gik hurtigt forbi tremmerne og undgik at kigge ind.
Den gamle mand var stadig den samme: rolig, skrivende hver aften i en gammel notesbog.
Da han døde måneder senere — uden smerte, uden støj — fandt de ham med blyanten stadig i hånden.
På den sidste side stod der:
«Ethvert bæst bærer en menneskelig maske.
Det vigtigste er at vide, hvornår man skal tage den af.»
— Simon Plade, Agent Nr. 47. Sag afsluttet.
Siden da ville ingen sove i celle 17.
De nye bad om overførsel ved daggry og mumlede det samme:
«Jeg føler, at nogen holder øje med mig.»
Og på væggen, indgraveret med næsten usynlige bogstaver, stod ordene:
«Stilhed er det bedste vidne.»
De siger, at man på månenætter stadig kan høre lyden af en blyant på papir.
Som om Døden selv stadig tager noter.