Havet var roligt.
Patruljebåden «Albatros» bevægede sig gennem bølgerne, da en sømand pegede på noget i horisonten: en grøn, skinnende sfære, der bevægede sig med strømmen.
Først troede de, det var en bøje. Men da de kom tættere på, forstod de: det var det ikke.
For glat. For perfekt.
Solen reflekterede på dens overflade som i et poleret spejl.
Mændene så uroligt på hinanden.
Kaptajnen rynkede panden og beordrede med lav stemme:
— Tættere på.
Skibet ændrede kurs.
Da krogen ramte objektet, var lyden dyb og metallisk, som et ekko, der kom fra tidens dyb.
Det var ikke plastik. Det var ikke træ.
— Hvis det er metal, — mumlede en, — så flyder det ikke af sig selv…
De bandt et tov fast, men rebet strammedes uden resultat.
Sfæren syntes at være forankret til noget i dybet.
Kaptajnen forsøgte at kontakte land, men hørte kun summende statisk støj.
Havet var blevet stille, for stille.
De besluttede at sende dykkere ned.
Den første dykker steg ned, og hans lygte skar gennem mørket.
Pludselig kom en enorm skygge til syne foran ham.
Det var ikke sten. Det var metal.
— Der er noget hernede… — hans stemme rystede.
— Det er enormt.
Da lyset fejede hen over overfladen, dukkede nitter, luger og det rustne skrog op.
Det var et sunket skib.
Dykkere gik ind gennem en halvåben dør.
Indenfor fandt de rækker af kasser præcist på linje.
De bragte nyheden op til overfladen:
— Det er ikke våben… det er forsyninger. Medicin.
«Albatros» havde opdaget et humanitært hjælpefartøj, tabt for halvfjerds år siden.
Og sfæren, der flød over det, var ikke affald:
det var et signal, et mærke efterladt af dem, der ønskede, at nogen en dag skulle finde det.
På dækket talte ingen.
Kun lyden af havet…
og vægten af en historie, som oceanet havde ønsket at gemme.
Hvorfor tror du, at nogen ville skjule skibet i stedet for at redde det?
Fortæl det i kommentarerne — for nogle gange skjuler havet ikke kun hemmeligheder… det beskytter dem også.