Hun kom ind i butikken, støttende sig til en gammel stok.
Hvert skridt gav et smæld af smerte i ryggen, men hun var ikke vant til at give op – selvom hun var halvfems, var det en æressag for hende at klare sig selv.
Med knirkende såler på de kolde fliser bevægede hun sig langsomt langs hylderne. På hovedet bar hun et falmet tørklæde, i hånden en indkøbsliste skrevet med ujævn skrift.
Brød, lidt smør, mælk. Alt det mest simple. Alt – beregnet til den sidste pension.
Hun tog varer, betragtede længe prisskiltene, hvorefter hun sukkede stille og satte dem tilbage.
På ansigtet stod trætheden malet, i øjnene lå resignationen.
Hun var vant til ensomhed, vant til, at ingen bemærkede ældre mennesker.
Mængden myldrede omkring hende – nogens kurve rumlede, nogen diskuterede ved disken, nogen talte højt i telefon.
Ingen lagde mærke til, at hun snublede.
Stokken slap hendes greb.
Den skrøbelige krop vaklede – og faldt.
— Åh… Gud… — undslap det stille fra hende, da smerten gennemborede benet.
Et øjeblik vendte en af kunderne sig om. Men vendte blikket væk igen.
Nogen smilede hånligt. Nogen gik bare forbi, udenom hende, som om hun var en del af gulvet.
Bedstemor forsøgte at rejse sig. Hun trak sig op på armene, støttede sig på knæet – og faldt igen.
Hendes fingre rystede. Læberne mumlede lydløst noget – enten en bøn eller en bøn om hjælp.
— Hjælp… — åndede hun knapt hørbart ud.
Men ingen kom hen.
Én fyr tog sin telefon frem og begyndte at filme. ”Content,” – grinede han og trykkede på optag.
Den gamle dame kravlede mod udgangen. Langsomt, gribende fat i gulvet. Stokken bankede ved siden af hende, som en metronom.
Hver bevægelse kostede hende en desperat anstrengelse.
Og folk omkring hende gik blot udenom. Nogen vendte blikket bort. Nogen lod som om, de havde travlt.
Hun tænkte kun på én ting – at nå frem. Bare på en eller anden måde.
Og pludselig dukkede et par små lyserøde sneakers op foran hende.
Bedstemor løftede blikket – foran hende stod en pige på omkring fem år, med en bamse i hånden.
Pigen satte sig på hug og spurgte stille:
— Bedstemor… har du ondt? Hvorfor græder du?
Den gamle dame svarede ikke straks – en klump sad fast i halsen.
Hun nikkede blot og prøvede at smile.
— Hvor er din mor, søde? — hviskede hun.
— Lige derovre, — sagde pigen og tog uden tøven bedstemoren i hånden. — Vær ikke bange. Jeg hjælper dig.
Pigens mor bemærkede scenen og løb hen.
— Mor, — sagde pigen, — hun har ondt, hjælp hende.
Kvinden sank forvirret ned ved siden af hende, hjalp med at løfte den gamle dame op og satte hende på en bænk ved udgangen.
Hun kaldte på butikschefen og tilkaldte en ambulance.
Mens de ventede på lægerne, slap pigen ikke bedstemorens hånd.
— Alt er godt, — hviskede hun. — Ingen vil lade dig være alene nu.
Da redderne ankom og kørte den gamle dame væk, herskede der en mærkelig stilhed i butikken.
Folk, der et minut tidligere havde vendt sig bort, kunne nu ikke møde hinandens blikke.
Ingen sagde et ord.
Fordi alle følte skam.
Og kun én lille pige havde vist, hvad sand menneskelighed er.
Hun gik ikke forbi.
Hun så bare – og rakte hånden ud.