Efter endnu en patients klage kaldte overlægen sygeplejersken ind på kontoret.
— Fra i dag, Anna, er du ikke længere sygeplejerske. Du skal bare være rengøringsassistent. Du skal bade patienterne — og det er det.
Anna knyttede hænderne.
— Men, hr. direktør, jeg passer mit arbejde. Hvorfor gør De det mod mig?
— Fordi folk klager. Du sidder hele tiden med din telefon i stedet for at holde øje med de syge.
Hun løftede øjnene og holdt tårerne tilbage:
— Min datter er syg. Jeg skal vide, hvordan hun har det, om ikke andet så via beskeder.
— Det er ikke mine problemer, — svarede han koldt. — Enten gør du, som der er sagt, eller også siger du op.
Anna nikkede tavst. Hun kunne ikke miste sit arbejde — medicinen til datteren var dyr.
På den første dag blev hun bedt om at gå ind på stuen til en ung mand — Lukas, syvogtyve år gammel. For nogle år siden var han ude for en frygtelig ulykke. Siden da — fuldstændig lammelse. Han kunne kun bevæge nakken og øjnene.
Anna trådte ind på stuen. På sengen lå en bleg, smuk fyr med mørke øjenvipper og et træt blik.
— Godmorgen, Lukas. Jeg hjælper dig med badet, okay?
Han nikkede let.
Sammen med en portør flyttede hun ham forsigtigt over i badekarret. Hun fyldte varmt vand i, tjekkede temperaturen, tilføjede lidt velduftende skum — for i det mindste at gøre hospitalsdagligdagen lidt lysere.
Stilhed. Kun lyden af vand og hendes stille suk.
Anna vaskede forsigtigt hans hænder, derefter brystet, så skuldrene. Alt var roligt.
Og pludselig…
Han bevægede sin arm. Han greb hende om låret.
Anna skreg og trak sig væk.
— Lukas! Hvad laver du?!
Han kiggede på hende med vidt åbne øjne, uden at forstå.
— Jeg… kan ikke bevæge mig, — udåndede han. — Det er ikke mig…
— Men… jeg mærkede det! Du… du tog fat i mig!
Han rystede på hovedet, tårerne trængte frem i øjnene.
— Jeg sværger, jeg gjorde ingenting…
Anna, stadig skælvende, tilkaldte lægen. Efter et par minutter løb overlægen ind, den samme, der havde frataget hende stillingen.
Han tjekkede pulsen, kiggede på patientens arm, trykkede på musklerne.
Og pludselig stivnede han.
— Utroligt… — hviskede han. — Vent… prøv igen…
Han rørte igen ved Lukas’ albue — og fingrene dirrede igen knap synligt.
Overlægen løftede blikket mod Anna:
— Du kom tilfældigvis til at ramme albuenerven. Det er en refleks… men det betyder, at en del af nerverne stadig er i live.
Anna troede ikke sine egne ører.
— Vil De sige…
— Ja, — afbrød han, næsten smilende. — Bevægeligheden kan genoprettes! Hvis vi starter genoptræningen med det samme, har han en chance for at gå igen.
Anna dækkede munden med hånden. Tårerne strømmede ned ad kinderne.
Overlægen, der stadig om morgenen koldt havde befalet hende at «bade patienterne», kiggede nu anderledes på hende.
— Du… har lige reddet hans liv, — sagde han stille.
Anna kiggede på Lukas. Han smilede — for første gang i mange år.
Den aften, da Anna vendte hjem til sin datter, gik hun længe i regnen og følte, hvordan noget nyt voksede indeni. Ikke stolthed. Ikke lettelse. Men tro.
Hun forstod: selv den mest tilfældige berøring kan blive et mirakel.