Hver morgen, præcis klokken ni, åbnede døren til slagterbutikken på hjørnet af Wilhelmstraße med et stille knirk.
Ind trådte hun — fru Eleonora Hvid, halvfjerds år gammel, skrøbelig, gråhåret, med en rullekurv og et evigt gråt sjal over skuldrene.
— Som sædvanlig, fyrre kilo oksekød, — sagde hun med en dæmpet stemme og lagde de pænt foldede sedler på disken.
Den unge slagter, Daniel, var hver gang forvirret. Fyrre kilo — dagligt! Det er jo næsten halvdelen af en slagtekrop.
Først troede han, at kvinden hjalp et herberg. Så tænkte han — måske fodrede hun hunde eller leverede kød til en restaurant.
Men uge efter uge — det samme. Ingen forklaringer, intet smil. Kun lugten — skarp, metallisk, som gammelt jern og blod.
Når Eleonora gik, hang den mærkelige aroma længe i butikken, og Daniel fik en uforklarlig kuldegysning indeni.
En aften holdt han det ikke ud længere. Nysgerrigheden blev stærkere end frygten.
Daniel lukkede butikken og, gemt under hætten, fulgte han efter hende.
Hun gik langsomt og trak tungt på rullekurven, som indeholdt indpakkede stykker frisk kød. Sneen knirkede under fødderne, gadelygterne oplyste knapt de øde gader.
Kvinden krydsede broen, gik forbi lagre og stoppede ved en enorm forladt fabrik.
Daniel rynkede panden. Fabrikken havde stået tom i omkring ti år. Ruderne var slået ud, væggene var sorte af fugt.
Men Eleonora åbnede sidedøren med en nøgle — og forsvandt indenfor.
Han ventede. Et minut. Fem. Tyve.
Da hun endelig kom ud, var kurven tom. Ingen pakker, ingen spor af kød. Kun hendes hænder rystede, og ansigtet var dødsensblegt.
Næste dag gentog det sig.
Og på den tredje — ligeså.
Så besluttede Daniel sig.
Da Eleonora forsvandt bag den rustne dør, sneg han efter hende.
Indenfor var der mørkt og fugtigt. Lugten — tung, muggen, som om årevis var rådnet væk derinde.
Han hørte mærkelige lyde — ikke skridt, ikke en menneskestemme. Noget mellem en knurren og en stønnen.
Daniel listede forsigtigt nærmere, kiggede gennem en revne i betonvæggen — og stivnede.
I den gamle hal stod massive bure.
Og i dem… løver. Ægte, enorme, med tætte manker og ravgule øjne. Fire af dem. De bevægede sig nervøst, knurrede og gnavede i knogler, der lå spredt på gulvet.
Og ved den fjerne væg, i en gammel lænestol, sad Eleonora.
Hun strikkede et tørklæde og talte stille:
— Stille, mine kære… snart er der kamp igen. Folk venter. I skal være stærke.
Daniel trak sig tilbage. Hjertet hamrede, sveden brød frem på panden.
Men en af løverne løftede pludselig hovedet og knurrede. Lyden rullede gennem hallen som torden.
Eleonora vendte sig brat om. Hendes øjne lynede.
— Hvem er der?! — råbte hun.
Han ventede ikke. Styrtede mod døren, snublede, fløj ud og ringede, uden at se sig tilbage, til politiet.
Da de ankomne betjente brød ind, troede de ikke deres egne øjne.
Alt var virkelighed: burene, kødet, spor af kampe, spor af blod på betongulvet.
Eleonora Hvid viste sig at være en tidligere zoolog. Efter lukningen af byens zoologiske have havde hun taget fire løver med sig, «for ikke at lade dem dø».
Men med tiden forvandlede hun omsorgen til forretning — hun arrangerede hemmelige kampe, hvortil velhavende tilskuere kom fra hele Europa.
I kælderen fandt de en improviseret arena, lamper, kameraer, endda lænestole til tilskuere.
Da Eleonora blev ført ud i håndjern, hviskede hun:
— De er ikke dyr… de er mine børn. Jeg ville bare have, at de blev husket.
Daniel stod ved siden af og kiggede på den tomme hal, hvor der stadig lugtede af blod og jern.
Han forstod, at bag det grå sjal og den stille stemme gemte sig ikke bare en gammel dame, men et menneske, der var ødelagt af besættelse — kærlighed, drevet til vanvid.
Og næste morgen åbnede butikken igen.
Men hver gang dørklokken ringede, fór Daniel sammen — som om han ventede, at den gråhårede skikkelse igen ville dukke op på dørtrinnet med ordene:
— Som sædvanlig. Fyrre kilo.