Når hjertet vælger, tier logikken.
— Luka, det er tvillinger! — græd Anna i telefonen. — To drenge, to et halvt kilo hver, men de er sunde og raske, alt er godt!
— Ultralydsscanningen sagde jo… — svarede hendes mand dæmpet. — Drenge, altså?
— Ja, — smilede hun gennem tårerne. — Vores små guldklumper.
Graviditeten blev en prøvelse for Anna — både fysisk og psykisk. Luka, der var chauffør i deres lille firma, havde oprindeligt ikke ønsket sig børn. Deres historie begyndte ikke med kærlighed, men med et forsøg på at glemme. Han havde for nylig oplevet et forræderi: hans forlovede, Klara, havde været ham utro med hans ven. Luka kunne ikke holde det ud, han aflyste forlovelsen og ledte bare efter en måde at holde op med at føle smerte. Anna, den unge, naive og rødhårede bogholder, blev hans redning — selvom hun endnu ikke vidste, hvad prisen ville blive.
Hun var en pige, som sjældent fik opmærksomhed: fregner, uroligt hår, en blid natur. Luka blev hendes første mand, hendes første kys, hendes første drøm. Hun forelskede sig for alvor, mens han — bare ønskede stilhed.
Da Anna blev gravid, kom alt frem i lyset. Luka blev forvirret, men hans mor insisterede: gift dig med hende. De blev gift i stilhed, uden kjoler og skåltaler, de fejrede det bare i haven. Anna strålede, Luka tav.
Han blev oftere sent «på arbejde» og ønskede ikke at se hverken sin kone eller hendes voksende mave. Hun derimod drømte om fremtiden. Hun troede på, at kærlighed kunne dyrkes som et træ — hvis man vandede det med tålmodighed.
Men en dag krydsede Klara hendes vej.
— Nu forstår jeg Luka, — sagde Klara koldt og målte Anna med blikket. — Du er slet ikke hans type.
— Men vi har børn, — svarede Anna, rystende.
— Det var dig, der bestemte det hele selv. Han ønskede det jo ikke, — grinede Klara.
Ordene ramte hårdere end et slag i ansigtet. Samme dag blev Anna indlagt på hospitalet.
Hun ringede til ham alligevel bagefter — stille, som om hun var bange for at skræmme skæbnen væk:
— Luka, kom nu. De ligner dig. Utroligt meget.
Han lovede det. Men han kom ikke.
Sådan begyndte hendes liv uden en mand, men med to spædbørn.
Svigermoderen hjalp til, mens Luka — oftere og oftere var hos Klara. I den lille by vidste alle det. Kun Anna lod som om, hun ikke gjorde. Indtil hun en nat pakkede sine ting og græd:
— Jeg kan ikke mere…
Luka stoppede hende ikke. Han sagde bare:
— Jeg går selv.
Og han gik.
Til sin elskerinde.
Der gik et par år. Børnene var vokset til, og Anna var nærmest blomstret op. Hun var blevet slank, selvsikker, smuk. Da Luka besøgte sin mor, troede han knap sine egne øjne: Foran ham stod en helt anden kvinde — ikke den betuttede pige, men en stærk mor.
— Du har forandret dig, — sagde han og smilede kejtet.
— Tak, — svarede hun roligt.
Siden da begyndte han at komme oftere — først for at se børnene, så bare for at se hende.
Klara rasede og lavede skandaler.
— Bliv skilt fra hende! — råbte hun.
— Jeg kan ikke, mens børnene er små, — svarede han.
Og så tilføjede han stille, indadtil: og jeg vil det heller ikke.
Da Klara, træt af hans tvivl, tog på ferie med en anden mand, pakkede Luka sin kuffert og vendte hjem.
Anna styrtede ham i møde og kunne ikke holde tårerne tilbage.
— Jeg vidste, du ville komme tilbage, — hviskede hun.
Familien var samlet igen.
Og Klara, der sad på en café ved havet, kiggede på en ny ring på sin finger og tænkte:
Uden kærlighed er det nok nemmere. Mindre smerte.
Og Anna, samme aften, aede sine sønner over håret og tænkte:
Kærlighed er ikke svaghed. Det er styrke, hvis du kan tilgive.
Og de havde hver især ret på deres egen måde.