En lun forårsaften indhyllede byen i et blødt, gyldent lys.
Kris stod på altanen til deres nye hus på landet og så smilende på, hvordan Adam rodede med grillen. I haven forsøgte deres fireårige Lucy at hjælpe sin far — hun løftede tallerkener og rakte stolt grilltangen, mens seksårige Mark løb rundt med en bold på den perfekt klippede græsplæne.
— Kris, kom ned! — råbte Adam. — Det er klar om et par minutter!
Hun lo, rettede på kjolen og gik ned.
Livet virkede perfekt – hus, børn, kærlighed. Adam havde lige startet sin egen produktion af byggematerialer, og forretningen blomstrede. Kris hjalp ham med papirarbejdet; hun havde droppet jurastudiet, men drømte stadig om at gøre det færdigt en dag.
— Uden dig havde jeg ikke klaret det, — sagde Adam og kyssede hende på kinden.
— Det ved jeg, — smilede hun. — Vi er jo et team.
Årene gik. Den lille virksomhed blev til en stor koncern, men med succesen fulgte en kold afstand.
Adam blev oftere sent på arbejdet, ringede sjældnere og var mindre hjemme.
— Far, kommer du til min fødselsdag? — spurgte Mark.
— Selvfølgelig, min dreng, — svarede han uden at løfte blikket fra telefonen.
Kris sukkede bare. Hun troede ikke længere på hans «selvfølgelig».
Et forsøg på en alvorlig samtale endte med det sædvanlige «senere»:
— Jeg gør alt det her for os, Kris, — sagde han, mens han knappede jakken.
— For hvilken familie? — hviskede hun. — Den, du ikke længere lægger mærke til?
Kort tid efter fik firmaet en ung assistent – Victoria.
Senere fulgte en ny parfume, et nyt ur, en ny tone i stemmen.
Og så en aften trådte Adam ind ad døren med et iskoldt udtryk:
— Jeg har ansøgt om skilsmisse.
— Hvorfor?…
— Fordi jeg har mødt en kvinde, der virkelig forstår mig.
— Victoria? — udåndede hun.
Han nikkede.
— I skal flytte inden ugens udgang. Huset, konti, forretningen – alt står i mit navn.
Kris’ verden styrtede sammen. Hun pakkede børnene, lejede en lille lejlighed og fik arbejde som servitrice. Om natten studerede hun — hun begyndte på juraaftenskole.
Der gik ti år.
Kris blev en respekteret advokat. Hendes børn var voksne: Mark drømte om at starte et IT-firma, Lucy brillerede i skolen.
Og en aften bragte en gammel veninde nyheden:
Adam var på randen af konkurs. Victoria havde brugt det hele – luksus, biler, konti.
Lidt senere fandt Kris ud af, at hendes eksmand havde skjult indtægter for at nedsætte børnebidraget.
Hun samlede beviser og sagsøgte ham.
Høringerne varede i lange måneder, men til sidst anerkendte retten, at Kris havde ret til en del af aktiverne – som medstifter af firmaet og mor til hans børn.
— Er du tilfreds nu? — hvæsede Adam ved udgangen af retssalen. — Jeg er ruineret.
Hun så ham lige i øjnene:
— Tænkte du på os den dag, du smed os ud? Dette er ikke hævn, Adam. Dette er retfærdighed.
Livet blomstrede igen.
Kris købte et rummeligt hus, Lucy kom ind på et prestigefyldt universitet, Mark startede sin egen virksomhed.
Og en aften dukkede Adam op på dørtrinnet – ældet og træt.
— Kris, jeg forstod, hvor meget jeg tog fejl. Jeg vil have det hele tilbage.
— Intet kan gøres om, — svarede hun stille. — Børnene voksede op uden dig. Det var dit valg.
Hun lukkede døren bag ham – uden vrede, uden tårer. Kun et let, træt smil.
Sent om aftenen, da hun forlod sit kontor, kiggede Kris op mod himlen.
For ti år siden mistede hun alt.
Og i dag havde hun langt mere end penge og et hus.
Hun havde frihed.