På hospitalsstuen herskede en dødstille tavshed.
Monitorens svage lys oplyste det blege ansigt på Anders, en politibetjent, der havde risikeret sit liv for at redde andre… og som nu var på nippet til døden.
I timevis havde lægerne kæmpet for at holde ham i live. Men skaderne var alt for alvorlige.
En af lægerne sænkede hovedet, udmattet.
— …Jeg er ked af det.
Monitoren udsendte et langt, konstant bip.
Anders’ hjerte var stoppet.
Ved siden af døren ventede en schæferhund i stilhed. Det var hans tjenestehund, hans loyale ven. Hun havde arbejdet sammen med ham på redninger, eftersættelser, patruljer.
Og nu syntes hun at forstå, at noget forfærdeligt var ved at ske.
En sygeplejerske, med rystende stemme, spurgte:
— Må vi lade hende komme ind… så hun kan sige farvel?
Lægerne nikkede.
Hunden gik langsomt ind, med sænkede ører og blikket fæstnet på sin makker. Hun nærmede sig sengen, snusede blidt til ham… og pludselig ændrede noget sig.
Hun begyndte at gø desperat.
Hun sprang op i sengen, skubbede til Anders’ arm, trak i hans hospitalsskjorte, bevægede hans krop med kraft.
— Få dyret ud! — råbte nogen.
Men i det øjeblik observerede en af lægerne det umulige.
— Vent! Hans hånd bevægede sig!
Alle stod paralyserede.
Monitoren, som indtil da havde været tavs, udsendte et svagt bip… så endnu et…
Anders’ hjerte var begyndt at slå igen.
Lægerne reagerede øjeblikkeligt: adrenalin, ilt, defibrillator.
Holdet bevægede sig febrilsk, styret af en gnist af håb.
Minutter senere viste den grønne linje på monitoren en svag, men konstant rytme.
Anders var i live.
Hunden lagde sig ved siden af ham, støttede sit hoved mod hans bryst, som om hun ville holde ham vågen med sin varme.
Ingen i rummet kunne holde tårerne tilbage.
Dette dyr havde mærket, hvad apparaterne ikke kunne opdage.
Den aften forstod alle, at kærlighed og loyalitet kan være stærkere end døden.