Min mand, Jesper, og jeg kørte roligt langs landevejen, omgivet af efterårsskoven. Det var en lige, hurtig strækning, hvor der sjældent var trafik. Men den dag var der noget, der var anderledes. Foran os stod bilerne helt stille i en lang kø. Luften føltes ubevægelig, som om tiden selv var holdt op med at bevæge sig.
— Der må være sket en ulykke — sagde min mand, mens han bremsede.
Jeg nikkede, men blev hurtigt mundlam, da jeg så, hvad der foregik.
Fra skoven, direkte ud på asfalten, begyndte bjørne at dukke op. Titusinder af dem. Nogle store, imponerende; andre små bjørneunger, der travede tæt på deres mødre. De brølede ikke, de angreb ikke, de virkede ikke aggressive. Snarere bevægede de sig med en lydløs uro, som om noget usynligt jagtede dem. De gik roligt mellem bilerne uden at reagere på bilhorn eller bilisternes råb. Det var en uvirkelig scene: en uendelig kolonne af bjørne, der krydsede vejen, som om de forlod deres hjem for altid.
— De opfører sig mærkeligt — hviskede jeg. — Det ser ud, som om de flygter fra noget.
Og jeg havde ret. Da sandheden endelig kom frem, blev vi alle forfærdede.
Det viste sig, at bjørnene flygtede fra fare. Dage senere forklarede en tv-reportage, at der, tæt ved floden, midt i skoven, var blevet bygget et affaldsbehandlingsanlæg. De kemiske rester og stanken spredte sig over hele området og forurenede luften og vandet. Dyrene, ude af stand til at udholde støjen og lugten, forlod deres huler og søgte ud på vejen i jagten på ren luft.
De nærmede sig ikke mennesker af nysgerrighed. De var blevet fordrevet.
De overlevede, ja, men de mistede deres hjem.
Den offentlige forargelse tvang anlægget til at stoppe driften. Området blev renset, og lidt efter lidt vendte bjørnene tilbage til skoven. Hændelsen blev en smertefuld lektie: Mennesket har ikke ret til at ødelægge naturen for sin egen vindings skyld.
Når dyr søger ud på vejen, er det ikke altid en tilfældighed.
Nogle gange er det et råb om hjælp.