Betjentene modtog et opkald, der anmeldte ulovligt gadesalg på hjørnet af hovedgaden, og tog straks af sted. Men da de ankom, forsvandt deres strenghed: foran dem stod en ældre kvinde med en kasse grøntsager, beskeden og harmløs af udseende.
Kvinden, klædt i en slidt sweater og et falmet skørt, havde ordnet tomater, gulerødder og agurker pænt.
— Bedstemor, ved De, at salg på offentlig vej er forbudt? — spurgte en af betjentene roligt.
— Det ved jeg, min dreng — sukkede hun. — Men jeg mangler penge til medicin til min syge søn. Jeg har ingen andre, og ingen hjælper mig. Jeg har selv dyrket alt dette i min have. Der er intet ondt i det.
Betjentene kiggede på hinanden. Overtrædelsen var klar, men medfølelsen var stærkere.
— Denne gang vil vi ikke gøre noget — sagde den ældste. — Men find en anden måde at tjene til livets ophold. Ikke alle betjente er så forstående.
— Ja, ja, selvfølgelig, det vil jeg gøre — svarede hun nervøst, som om hun ønskede, at de skulle gå så hurtigt som muligt.
— Nu vi er her, så lad os købe noget af hende — sagde en med et smil. — Så hjælper vi hende lidt.
— Det er ikke nødvendigt, min kære — svarede hun hurtigt. — Jeg har mange købere.
— Mange? — undrede kollegaen sig. — Men der er jo ingen her.
— De kommer tidligt — lo hun tvunget. — I nåede dem ikke.
— Så må vi i det mindste have nogle tomater — insisterede betjenten.
— Nej, min dreng, lad dem være — sagde hun med rystende stemme. — Lad andre få glæde af dem.
Hendes stemme afslørede uro. En af betjentene rynkede panden, lænede sig ind og tog en tomat. Han betragtede den nøje og beordrede pludselig:
— Arrestér hende. Lige nu.
— Hvad sker der? — spurgte hans kollega overrasket.
Betjenten løftede tomaten. Den havde små huller, som om nogen havde sprøjtet noget ind i den. De andre grøntsager viste de samme mærker.
Den efterfølgende efterforskning afslørede, at den ældre kvinde ikke var så uskyldig, som hun så ud: under dække af en forsvarsløs sælger distribuerede hun forbudte stoffer. I hendes hjem fandt de hendes handicappede søn, der stod for produktionen, mens hun transporterede og solgte dem uden at vække mistanke.
Ondskab gemte sig endnu en gang bag det mest uskyldige ansigt.