Den kolde østenvind jog plastikstumper og krøllede aviser hen over lossepladsen, som var det rester af andres liv. Over bjergene af skrald hang en skarp tåge – en blanding af røg, støv og glemsel.
Her, i udkanten af byen, hvor asfalten gik over i ler, boede Alice Moreno.
Engang var hun doktor Alice Moreno, en brilliant kirurg, prisvinder, en kvinde med en strålende karriere og en lejlighed med udsigt over floden.
Nu var hendes hjem et betonrør under en gammel bro, foret med aviser og klude.
Skalpellen var erstattet af en rusten kniv, kitlen af en slidt jakke.
Hun klagede ikke. Hun levede bare, dag efter dag, som om hun betalte for en synd, hun ikke huskede.
Den nat støvregnede det. Alice vendte tilbage med «bytte» – to dåser og en paraply med knækkede ribber.
Det svage lys fra hendes hjemmelavede lygte fangede en bevægelse ved lossepladsen. Først tænkte hun, det var en kat. Men så hørte hun en stønnen.
Under en bunke affald lå en kvinde – ung, i en iturevet frakke, gennemblødt. Ansigtet var kridhvidt, læberne blå.
Alice faldt på knæ ved siden af hende. Instinkterne syntes at vågne – der gik ikke et minut, før hun igen var læge.
Pulsen var svag. Huden kold. Vejrtrækningen krampagtig.
Det var tydeligt: indre blødninger. Døden var et spørgsmål om en time.
«Herregud…» hviskede hun og klemte rystelserne fast med hænderne.
Skulle hun løbe? Ringe? Men hvem? Ingen ville tro en hjemløs kvinde med et beskidt ansigt og fremmede øjne.
Og hun begyndte bare at handle.
Tog sin jakke af, dækkede den tilskadekomne.
Tjekkede maven – hård, spændt.
«Miltruptur…» mumlede hun. «Eller leveren.»
En kilometer væk lå en gammel garage – hendes skjulested i dårligt vejr.
Hun løftede kvinden op, let som et barn, og slæbte hende snublende gennem mudderet.
Garagen var tom. Alice tændte lygten, bredte kludene ud, tog en metalkasse frem fra et skjulested.
Deri lå alt, hvad der var tilbage fra hendes tidligere liv: en skalpel, klemmer, nåle, en gammel flaske sprit.
Hænderne rystede ikke. Kun hjertet bankede, som om det ville rive sig ud af brystet.
Snittet – præcist, selvsikkert. Blodet strømmede, tykt, mørkt.
Alice syede, bandt, åndede sammen med kvinden, som om hun reddede en del af sig selv.
To timer senere var det hele overstået.
Patienten trak vejret. Levede.
Ved daggry åbnede hun øjnene.
«Hvor er jeg?» fik hun knap nok frem.
«I en garage,» svarede Alice og satte sig op ad væggen.
«Er De… læge?»
«Det var jeg engang.»
Kvinden hed Louise Hoffmann. Datter af en indflydelsesrig forretningsmand. Hun var kommet ud for en ulykke – bilen var kørt af vejen, og Louise var mirakuløst nået frem til lossepladsen.
Næste dag ankom hendes sikkerhedsvagter for at hente hende. Louise græd og bønfaldt dem om at tage Alice med, men Alice rystede på hovedet:
«Min plads er her.»
Louise efterlod en kuvert og en seddel: “De reddede mit liv. Hvis De nogensinde beslutter Dem for at vende tilbage – så find mig.”
Alice brændte brevet. Gemte pengene. Og gik videre.
År gik.
Byen blev anderledes, men himlen over lossepladsen forblev den samme.
Alice boede nu under en jernbanebro, behandlede hjemløse, forbandt sår, fjernede kugler. Folk kaldte hende blot – Doktor.
En dag kom en mand i en dyr frakke hen til hende.
«Doktor Moreno?» spurgte han.
Hun stivnede.
«Det navn eksisterer ikke.»
«Jeg er Sebastian Hoffmann. Louises bror. De reddede hendes liv for fem år siden.»
Alice vendte sig væk.
«Er hun i live?»
«Nej,» sagde han stille. «Hun døde i går. Kræft. Og… hun ledte efter Dem hele tiden.»
Han rakte en kuvert, forseglet med notarstempel.
«Hun har efterladt Dem en arv. Og… noget andet.»
Alice rørte den ikke.
«Jeg tager ikke imod penge.»
«Det er ikke kun penge,» sagde han. «Det er sandheden.»
Han holdt en pause.
«Vidste De, at Louise var gravid den nat?»
Verden syntes at stoppe.
«Nej…»
«Hun fødte to dage efter, De reddede hende. En dreng. Vægt – under et kilo. Men han overlevede. Takket være Dem.»
Alice holdt om sit hoved med hænderne. Hjertet hamrede, luften kom ud i ryk.
«Hvor er han?»
«Hos os. Han er fem år gammel. Han hedder Mathias.» – Sebastian tog et foto frem. – «Han ligner Dem.»
Hun kiggede. En dreng med grå øjne og pjusket hår grinede, mens han holdt en legetøjsdrage i hænderne.
Alice græd for første gang i fem år.
Sebastian fortsatte:
«Før Louise døde, fik hun lavet en DNA-test. Den viste, at De er hans biologiske mor.»
Alice blev bleg.
«Det er umuligt…»
«De blev fundet på lossepladsen efter tre dages forsvinden,» sagde han blidt. «Dengang gik der rygter… om, at De var blevet kidnappet. At der blev udført eksperimenter. Hun fandt alt ud af det. De blev kunstigt befrugtet.»
Mindesmærker bragede ind som en storm: koldt lys, indsprøjtninger, masker, smerte.
Hun huskede.
«Louise genkendte Dem, da hun vågnede,» fortsatte Sebastian. «Hun vidste, hvem De var. Og da hun forstod, at hun var gravid, besluttede hun sig for at beholde barnet. Deres barn.»
Alice kunne ikke stå op. Hendes knæ bøjede sammen. Alt, hvad hun havde betragtet som straf, viste sig at være skæbne.
En uge senere traf hun sin beslutning. Hun ankom til Hoffmanns hus – stort, med hvide søjler og en have.
Døren blev åbnet af barnepigen. Og så dukkede han op – Mathias.
«Er du min mor?» spurgte han stille.
Alice nikkede, ude af stand til at sige et ord.
«Dine hænder har ridser,» sagde han. «Har du været i krig?»
«Lidt,» smilede hun. «For livet.»
«Bliver du her?»
«Hvis du tillader det.»
«Ja, tak,» sagde han og omfavnede hende.
I det øjeblik forstod Alice: hun var ikke længere en udstødt.
Hun var en mor.
Der gik et år. Alice genoprettede sin lægelicens. Hun arbejdede på en børneklinik og opererede småbørn med medfødte defekter.
Hver morgen fulgte hendes søn hende til døren og sagde:
«Mor, du er en superhelt.»
Og for første gang i lang tid troede hun på det.