Sommersolen faldt som ild over indgangen til Karter-palæet. Inde i en sort Mercedes bankede en lille pige svagt på ruden.
— Mor… hjælp mig! — hviskede hun med knækket stemme.
…
Sofie var knap syv år gammel. Hendes små hænder rystede, mens den kvælende varme omsluttede hende som en usynlig fælde. Luften brændte, den gule kjole klæbede til hendes hud, og hvert åndedrag blev vanskeligere.
…
Minutter forinden var hendes stedmor, Klaudia, steget ud af bilen. Med elegante skridt og sine røde hæle rungende mod marmoret, trykkede hun på fjernbetjeningen, og dørene lukkede med et metallisk klik. Hun vendte hovedet, mødte pigens bedende øjne… og smilede.
For andre kunne det ligne en forglemmelse.
Men Sofie kendte sandheden: Klaudia havde ikke glemt noget.
…
Fra verandaen kom Helena — husholdersken — ud med en kurv fyldt med rent tøj, da hun hørte en kvalt lyd.
Hun troede, det var vinden.
Indtil hun så to små hænder presset mod ruden.
— Frøken Sofie! — råbte hun og tabte kurven. Hun løb hen til bilen, trak i dørhåndtaget. Låst. Den varme luft ramte hende i ansigtet. Panikken gennemborede hende.
— Hold ud, skat! Jeg får dig ud!
Indeni kunne pigen knap bevæge læberne.
Helena søgte hjælp. — Fru Klaudia! Nøglerne! — råbte hun mod huset.
Stilhed.
Helenas hjerte bankede vildt. Sofie sank sammen på sædet, da der pludselig holdt en sølvfarvet bil foran palæet.
Det var Daniel Karter, pigens far.
Han steg ud af køretøjet med attachémappen i hånden, men da han så scenen, slap han den. Han løb hen til Mercedesen.
— Hvad sker der? — brølede han.
— Hun er låst inde! Hun er ved at blive kvalt! — sagde Helena og slog på ruden med sine blodige hænder.
Daniel forsøgte at åbne døren uden held. — Hvor er nøglerne?
— Klaudia har dem — svarede Helena, skælvende. — Hun kom ikke tilbage.
Virkeligheden gennemborede ham som en kniv. Hans kone havde ikke været glemsom: Hun havde været grusom.
— Træk Dem væk! — beordrede Helena og greb en sten fra haven.
Et slag. Knak!
Et andet. Knak!
Glasset splintredes i tusind stykker.
Helena åbnede døren og hev pigen ud, gennemblødt af sved og ude af stand til at trække vejret. Daniel faldt på knæ og holdt hende i desperation.
— Du er i sikkerhed nu, min skat… Far er her.
Sofie trak vejret besværet og klamrede sig til Helenas forklæde.
Så skar en kold stemme igennem luften.
— Hvad foregår der her?
Klaudia dukkede op i døråbningen, upåklagelig, med et glas vin i hånden.
— Lod du hende låse inde? — brølede Daniel.
Hun trak på skuldrene. — Du overdriver. Det var en forglemmelse.
— Forglemmelse? — replicerede Helena. — Du kiggede på hende, før du gik!
Klaudia løftede et øjenbryn. — Og hvad ved du om det? Du er bare tjenestepigen.
Helenas stemme skælvede, men den var fast: — Jeg er kvinden, der valgte at redde et liv, mens du forsøgte at ødelægge det.
Daniel klemte sin datter. — Sofie, fortæl mig sandheden.
Pigen mumlede: — Hun grinede… hun sagde, at jeg ikke var hendes datter.
Daniel rejste sig med et iskoldt ansigt. Han gik direkte til kontoret, tændte for sikkerhedskameraerne… og der var det hele. Klaudia, der lukkede dørene, kiggede foragteligt på pigen, før hun gik.
Han vendte tilbage med et flammende blik. — Forsvind fra mit hus. Nu.
— Hvad? For den møgunge og en tjenestepige? — spyttede hun.
— For min datter — sagde Daniel uden at tøve. — Og for kvinden, der havde modet til at gøre, hvad du aldrig vil være i stand til at gøre.
Klaudia tog sin taske og forlod stedet med et brag af en dør.
Stilheden vendte tilbage. Man kunne kun høre Sofies sagte hulk, mens hun krammede Helena.
Daniel kiggede på hende med taknemmelighed. — Tak, Helena. Du gav mit liv en ny chance.
Hun rystede blidt på hovedet. — Jeg gjorde kun, hvad jeg skulle, hr. Intet barn fortjener at lide sådan.
Pigen samlede sine hænder med begges.
— Må vi blive sådan her for evigt? — hviskede hun.
Daniel kyssede hendes pande. — For evigt, min lille skat. Det lover jeg.
Den dag forstod Daniel, at den sande rigdom ikke lå i millionerne, palæet eller luksussen.
Den lå i en simpel kvindes mod…
Og i den urokkelige kærlighed mellem en far og hans datter.