Den landlige luft duftede af nyslået hø og varm mælk. Jeg stod i gården til det gamle hus og så, hvordan fireårige Lukas fodrede hønsene, mens halvandetårige Emma usikkert tøffede efter ham og svingede med sine buttede hænder.
— Mor, se! Hanen nippede Emma! — råbte min søn og tog sin lillesøster op i armene.
Pigen lo lyst, hendes mørke krøller hoppede i takt. Hver gang jeg så på hende, gav det et sæt i mig – det hår, de øjne, det smil… Det hele mindede mig om den mand, jeg havde forsøgt at slette fra min hukommelse.
I døren stod Mathias’ bedstemor og støttede sig til sin stok.
— Anna, kom og spis frokost! Suppen bliver kold.
Jeg nikkede taknemmeligt. Denne kvinde var blevet tættere på mig end min egen mor i løbet af et år. Hun forstod uden ord – både hvorfor jeg var flygtet fra byen, og hvorfor Mathias ikke kom på besøg efter den samtale.
«Hun ligner min bror utroligt meget,» sagde han dengang, mens han kiggede på den sovende Emma. Uden vrede. Kun træthed og en skygge af forståelse. Derefter gik han bare.
Under frokosten fortalte bedstemor Lukas et eventyr om en hane, mens jeg mekanisk fodrede Emma, og mine tanker fløj langt væk.
…Jeg huskede den dag, hvor det hele begyndte.
Jeg var i ottende måned af graviditeten. Jeg gik ned ad gaden, klemte min mave, og tårerne trillede ukontrolleret. På hjørnet så jeg dem – David, min kæreste, grinede sammen med en lille blondine. Vores blikke mødtes et sekund – og han vendte sig blot væk.
— Undskyld, er du okay? — hørte jeg en stemme tæt på.
Foran mig stod en høj fyr med venlige øjne og en pose fra apoteket.
— Alt er fint, — løj jeg.
— Lad mig give dig noget vand i det mindste. Jeg er Mathias. Læge.
Sådan mødtes vi. Han fulgte mig hen til en bænk, og af en eller anden grund fortalte jeg ham alt – om David, om forræderiet, om graviditeten, om tomheden. Han lyttede uden at afbryde.
Fra den dag begyndte Mathias at dukke op oftere. Han bragte frugt, hjalp med indkøb, tilbød at følge mig til lægen. Og så foreslog han, at jeg skulle besøge hans bedstemor på landet – for at få frisk luft inden fødslen.
Sådan kom Bedstemor Else ind i mit liv. Venlig, klog, med bløde hænder og en stille stemme.
Da Lukas blev født, var Mathias der. Han kom med en kæmpe buket margueritter – mine yndlings. Derefter blev han en del af vores liv. Først som ven. Så som ægtemand.
Brylluppet var beskedent, men varmt. Hans mor, der var læge, krammede mig og sagde: «Pas på hinanden.» Jeg troede dengang på, at alt ville lykkes.
Året gik lykkeligt. Lukas kaldte Mathias for far. Men han sagde oftere og oftere, at han ønskede et fælles barn. Jeg trak tiden ud – jeg var bange for at miste den skrøbelige balance.
Og så skete det møde.
I parken, blandt familier med barnevogne. David stod få skridt væk – med sin kone og datter. «Er det din søn?» spurgte han. «Ja,» svarede jeg. Han smilede vemodigt: «Han ligner min mor.»
Fra den dag begyndte vi at skrive sammen. Ufarligt. Så – farligt. Så – uopretteligt.
Da jeg forstod, at jeg ventede barn, var det for sent. Emma var ikke Mathias’ barn.
Han opdagede selv testen, og hans øjne strålede af lykke: «Endelig!» Og jeg kunne ikke sige et ord.
På hospitalet kiggede han længe på pigen. Og pludselig sagde han:
— Hun er en kopi af min bror.
Jeg blev bleg. Han forstod alt. Og han tav for evigt.
Derefter fulgte år – kulde, fremmedgørelse, træthed. Kontrol, tårer, ensomhed. Indtil jeg flyttede ud til Bedstemor Else – under påskud af at skulle passe hende.
Nu bor jeg her. På landet. Jeg lærer Lukas at hugge brænde, bager pandekager med Emma, drikker te med bedstemor. Mathias kommer nogle gange – tavs, med penge, med gaver. David skriver breve, som jeg brænder uden at læse dem færdigt.
Og jeg lever bare. Jeg venter ikke på tilgivelse, jeg søger ikke kærlighed. Jeg har mine børn. Og det er nok.
— Mor, se, en regnbue! — råber Lukas.
Jeg krammer dem begge, presser dem ind til mig og tænker: Måske er lykke ikke at blive elsket. Men at elske selv – på trods af alt.
Kan jeg hjælpe dig med at oversætte et andet stykke tekst?