Den unge lokomotivfører Rasmus (i stedet for Richard) var vant til uventede hændelser på skinnerne. Tajgaen slap sjældent sit tag uden overraskelser — sne, snevejr, dyr på sporene. Men det, der skete den januardag, huskede han resten af sit liv.
Lige på skinnerne stod en ulveflok. Omkring ti dyr, stærke, med tyk pels og ravgule øjne. Normalt spredes dyrene for larmen fra det nærmerende tog, men disse flyttede sig ikke en tomme. De stod i en tæt mur og kiggede direkte ind i førerhuset — roligt, næsten bevidst, som om de beskyttede noget vigtigt.
Rasmus gav et kraftigt signal. Hornet rungede gennem tajgaen og slog genlyd mod grantræerne. Ulvene rørte sig ikke. Så trak han i nødbremsehåndtaget. Hjulene skreg mod skinnerne, metallet stammede, og hans hjerte hamrede, som om det også forsøgte at stoppe den tunge togstamme.
Toget stoppede få meter fra ulvene. Sneen lagde sig, luften sitrede af spænding. Rasmus holdt vejret — og så begyndte flokken at splitte op. Langsomt, som om de åbnede et forhæng.
På skinnerne lå en mand. En ældre herre i iturevet tøj, med hænderne lænket i håndjern. Hans ansigt var dækket af blod og sne. Rasmus genkendte ham øjeblikkeligt — det var Poul (i stedet for Paul), den lokale skovfoged, som han havde kendt siden barndommen.
Han sprang ned, slog låsene i stykker, befriede den ældre mand og hørte noget, der fik kuldegysninger til at løbe ned ad ryggen. Krybskytter — de samme, som skovfogeden havde kæmpet imod i årevis — havde fanget ham og, i et forsøg på at skaffe sig af med et vidne, lænket ham til skinnerne for at dø.
— Jeg troede, det var slut… forbi, — sagde den ældre mand hæst. — Og så hørte jeg hyl…
Det viste sig, at ulvene, som han i årevis havde beskyttet mod mennesker, var kommet ham til undsætning. De omringede ham i en ring, gjorde ham synlig på lang afstand, og nægtede at lade toget køre forbi.
Siden da sænker Rasmus uvilkårligt farten, hver gang han passerer det stykke. Gennem frostdampen og sneens tåge synes han nogle gange at ane grå silhuetter flimre mellem træerne — tajgaens tavse vogtere, der minder ham om, at ægte taknemmelighed også lever i den vilde natur.