I en lille dansk by, på Folkeskole nr. 17, blev der afholdt en åben sikkerhedsdemonstration. Elever, lærere og forældre fyldte aulaen, spændte og nysgerrige efter at se, hvad der skulle ske. På scenen trådte en politibetjent frem sammen med sin makker — en schæferhund ved navn Rex — som gik roligt ved hans side.
Ved første øjekast virkede Rex afslappet, næsten doven, men hans skarpe øjne scannede hver eneste person i salen. Eleverne hviskede og fnisede. Betjenten smilede og sagde stolt:
— Han er ikke bare en hund. Han er min makker. Og han tager aldrig fejl.
Demonstrationen begyndte. Efter betjentens kommando fandt Rex en attrapvåben gemt i en rygsæk og derefter en tusch, skjult i lommen på en frivillig. Publikum klappede begejstret over hans præcision.
Men netop som præsentationen nærmede sig slutningen, ændrede noget sig. Hundens krop spændtes, pelsen rejste sig langs nakken, og hans blik frøs fast et sted ude i mængden. Pludselig sprang han frem med et dybt knurren.
— Rex, dæk! — råbte betjenten, men hunden adlød ikke.
Rex kastede sig over en pige på tredje række. Hun hed Maria, en genert og tilbageholdende elev. Hun faldt om på gulvet, mens hendes notesbog gled hen over scenegulvet. Aulaen fyldtes med skrig. Lærerne hastede til, og betjenten — der holdt hårdt i linen — mumlede chokeret:
— Han gør aldrig noget uden grund… aldrig.
Maria rystede, grædende. Mange troede, at hunden havde taget fejl, men betjenten virkede ikke overbevist.
— Frøken, jeg har brug for, at du følger med os på stationen sammen med dine forældre. Det er blot rutine, sagde han alvorligt.
Forældrene protesterede, men Rex blev ved med at knurre, uden at tage øjnene fra pigen. Hans instinkt fortalte ham noget andet.
På stationen tog man fingeraftryk af Maria. Få minutter senere lød en alarm i systemet. Der var et match. Betjentene stivnede.
Fingeraftrykkene tilhørte en person registreret i den nationale database over eftersøgte kriminelle.
Betjenten så køligt på hende:
— Vil du fortælle det selv, eller skal jeg læse rapporten op?
Maria tog en dyb indånding. Hendes udtryk ændrede sig—den forskræmte skolepige forsvandt, og en helt anden person trådte frem i hendes blik.
— Fint — sagde hun roligt. — Legen er slut.
Hendes rigtige navn var Anna. Hun var ikke seksten, men tredive. En sjælden lidelse forhindrede hendes krop i at ældes normalt, hvilket gav hende udseendet af en teenager.
I årevis var hun flygtet fra politiet. Hun havde begået indbrud, svindel og røverier mod guldsmede. Hun var altid undsluppet uden mistanke — for hvem mistænkte en “skoleelev”?
Hun skiftede skole og identitet, udgav sig for at være en forældreløs pige, der blev taget ind af forskellige plejefamilier.
— Ingen ville nogensinde have gættet det — smilede hun. — Hvis ikke det var for din stædige hund, havde jeg stadig været fri.
Betjenten nikkede roligt.
— Mennesker kan lyve, Anna. Men Rex… han tager aldrig fejl.