Min hund havde aldrig opført sig sådan før. Rik — en rolig, afbalanceret hund, som hele sit liv kun havde forstået ét ord: herren. Men de sidste par uger havde han opført sig, som om han havde taget et intensivt kursus i paranoia: helt stille om dagen, og om natten begyndte han at gø, rejste sig på bagbenene mod køkkenskabene og kravlede endda op på de øverste hylder — dér hvor selv jeg sjældent rækker op.
Først slog jeg det hen som alder eller en mærkelig sygdom; måske larmede naboerne, måske var der en kat et sted, eller søvnen var bare gået i stykker. Men Riks vedholdenhed kunne ikke forklares — han kendte reglerne, og alligevel brød han dem, som om han prøvede at advare mig om noget alvorligt.
— Hvad er der, gamle dreng? Hvad ser du? — spurgte jeg og satte mig ved siden af ham, mens jeg prøvede at fange hans blik. Han drejede bare hovedet, ørerne strittede. Gøen var kort og dyb — ikke skræmmende, men insisterende. Og hver eneste gang jeg rakte hånden frem, begyndte han bare at knurre højere.
Nat efter nat gentog det sig. Min forstand blev træt af spændingen: jeg kunne jo ikke leve uden søvn, mens jeg ventede på spøgelser. Jeg mærkede, hvordan situationen var ved at slippe ud af kontrol, og til sidst tænkte jeg: hellere løse gåden end leve i evig frygt.
Jeg tog en lommelygte, trak en jakke på og hev den gamle foldestige ud af skabet. Hjertet hamrede — måske af irritation, måske fordi jeg endelig skulle sætte punktum i denne mærkelige historie.
Rik trådte til side, som om han med vilje gav mig plads, og stirrede op — lige mod ventilationsristen, som jeg aldrig før havde lagt mærke til. Jeg tog den af — tænkte, at det måske bare var en mus, lidt støv, ingenting. Men lommelygtens skær afslørede noget helt andet.
Bag risten, inde i det mørke rør, lå et menneske. Sammenkrøbet, støvet, med øjne fulde af panik. Han så ud, som om han havde gemt sig der længe — så længe, at han næsten havde opgivet håbet om at blive fundet.
Han bevægede sig svagt, kæmpede for at trække vejret, prøvede at rejse sig — det lykkedes dårligt. I hænderne havde han små, stjålne ting: en pung uden penge, en telefon, en nøglering, som bestemt ikke var vores. Det hele lignede et lille lager af andres tabte ejendele.
Mine hænder rystede, da jeg tog min telefon og ringede 112. Stemmen brød næsten:
— Der ligger en mand gemt i min ventilation. Kom hurtigt, tak!
Alarmcentralen forstod det med det samme.
Mens jeg talte, stod Rik ved min side — snusede mod røret, og i hans kropssprog kunne jeg mærke en slags stille bekræftelse: Ja, det er ham. Derfra kom al den uro. Hans hale viftede lavt, som om han netop havde udført sin pligt.
Politiet kom hurtigt. Betjentene fik manden forsigtigt ud, lagde ham på et tæppe og tjekkede hans vejrtrækning. Han var mager, udmattet, med skrammer på armene; i hans øjne herskede kaos og frygt.
En af betjentene tog endnu “en lille skat” fra ham — en sølvhalskæde med et vedhæng og initialer. Nogen ville helt sikkert snart melde den savnet. Og i den lille detalje lå allerede konturen af en fremmed historie.
Efterforskningen afslørede noget, jeg aldrig havde forestillet mig: Manden var ikke en tilfældig særling. Naboerne begyndte at huske mystiske forsvindinger — små smykker, kort, nips, der var blevet væk uden tegn på indbrud.
Det viste sig, at han havde bevæget sig gennem ventilationsskakter og smalle mellemrum mellem etagerne og stjal ting, som var lette at bære og hurtige at skjule. Om natten, når alle sov, tog han små, næsten ubetydelige ting — det, man først opdager længe efter, og som sjældent giver spor.