Det var en hed dag. Luften vibrerede over gaden, solen smeltede asfalten, og alt omkring syntes at stå stille i varmen. Ejeren af en lille butik stod bag disken og talt pengene, da en mærkelig buldren pludselig lød — så uventet, at kuldegysninger løb ned ad hans ryg.
— Hvad i… — nåede han ikke at afslutte sætningen, før en hest fløj ud på fortovet foran butiksvinduet.
Den syntes at komme ud af ingenting — stor, vild, med skum om munden. Dens øjne var fulde af panik. Pludselig rejste den sig på bagbenene og slog med hove mod glasdøren med et øredøvende vrins.
BANG!
Der gik spindelvævslignende revner gennem ruden. Endnu et slag — og udstillingsvinduet styrtede sammen som krystal. Solens stråler glitrede i glasskårene på gulvet, mens hesten, åndende tungt, tog et skridt tilbage, som om den ventede på noget.
— Hvad laver du?! — råbte ejeren og sprang ud bag disken.
Men dyret angreb ikke. Det vendte sig om, slog hovene mod asfalten og løb videre. Manden løb efter den, råbende, med hjertet hamrende — af frygt, af vrede, af forvirring.
— Stop! — skreg han, mens han manøvrerede mellem bilerne. — Stop, monster! Du ødelægger alt — svar mig dog!
Men hesten syntes ikke at høre. Den galopperede ned ad gaden, vrinskede — langtrukkent, klagende, næsten menneskeligt. Og pludselig standsede den.
Manden løb frem… og frøs.
I skyggen under et træ lå et lille føl. Kroppen rystede, vejrtrækningen var ujævn, på siden var blod og friske sår. Det stod straks klart: det var blevet ramt af en bil og efterladt til at dø.
Hesten nærmede sig, nussede med mule mod føllets hals og vrinskede stille. Lyden gik lige ind i sjælen. Manden følte, at noget brast indeni.
— Undskyld… — hviskede han. — Du ville bare have, at nogen skulle hjælpe.
Han løftede føllet op og løb mod bilen. Hesten — moren — løb ved siden af, åndede tungt, og holdt øje med barnet uden at slippe det med blikket.
Timerne på dyreklinikken føltes som en evighed. Dørene klaprede, lugten af antiseptik fyldte luften, lægerne hviskede. Og endelig trådte dyrlægen frem:
— Heldigt — det overlever, sagde han træt.
Manden kiggede ud af vinduet. På græsplænen foran klinikken stod hesten. Træt, dækket af mudder, lagde den sig ned, stadig med blikket rettet mod døren.
Senere, da butiksvinduet blev udskiftet, hængte et billede på det nye glas — hesten og hendes føl. Under stod en plade:
“Nogle gange er selv vanvid bare kærlighed, der råber om hjælp.”