Det var en helt almindelig dag. Asfalten glinsede i varmen, og de få fugle, der fløj over vejen, bevægede sig dovent. Bussen, fuld af søvnige passagerer, rullede langsomt langs en snoet vej gennem den tætte skov. Alt gik som normalt — indtil to enorme skikkelser pludselig dukkede op foran dem.
— Elefanter?.. — mumlede chaufføren forbavset og sænkede farten.
På vejen stod en voksen hun-elefant og en lille elefantunge. De bevægede sig ikke, som om de ventede på noget.
Da bussen nærmede sig, ændrede alt sig. Hun-elefanten vendte brat rundt, strakte snablen ud og begyndte at bevæge sig panisk frem og tilbage på vejen. Det så ud, som om hun var i panik.
— Pas på, hun kan angribe! — råbte en af passagererne.
Folk trykkede sig mod vinduerne. Chaufføren stoppede bussen og gjorde sig klar til at blinke med hornet for at skræmme dyrene væk. Men pludselig opdagede en af mændene noget usædvanligt.
— Se! Blod! Der er blod på snablen!
Rigtigt nok dryppede der blod fra snablen. Hun-elefanten udsendte et langtrukkent, næsten menneskeligt støn. Hun kiggede igen på menneskerne — som om hun tryglede om hjælp — og vendte derefter hurtigt tilbage mod skoven. Elefantungen fulgte lydigt efter.
Et øjeblik senere stod bussen stille i tavshed. Folk så på hinanden: hvad var det, de lige havde oplevet? Et angreb? Vanvid? Eller… en bøn om hjælp?
— Vi må tjekke det, — sagde chaufføren og kiggede ind i mørket bag træerne.
Nogle passagerer nikkede.
De fulgte en smal sti i omkring to hundrede meter, da de hørte lavt brummen og knas fra grene.
Foran dem, i en lille lavning, lå en enorm elefant. Dens ben var fanget i en jernfælde, og jorden omkring var gennemvædet af blod. Hun-elefanten stod ved siden af, udmattet, dækket af mudder og forsøgte med snablen at løsne jernet.
Nu gik det op for dem: hun havde ikke angrebet. Hun havde ledt dem hen til de eneste mennesker, der kunne redde det, hun elskede.
Uden tøven tog chaufføren sin telefon frem og ringede efter dyrlæger. Andre hentede vand, én fandt en førstehjælpskasse. En mand holdt et håndklæde over elefantens ben for at beskytte såret mod solen.
Efter fyrre minutter ankom dyrlægerne. De fik frigjort fangen, behandlede såret og med hjælp fra en lastbil fik de transporteret den tilskadekomne elefant til et dyrelivscenter. Såret var alvorligt, men ikke livstruende. Elefanten overlevede.
Da hun-elefanten og elefantungen blev sluppet tilbage i junglen, standsede hun et øjeblik, vendte sig mod menneskerne og løftede snablen langsomt. Lyden, stille og dyb, syntes at sige:
— Tak.
Den dag nåede bussen ikke sin destination til tiden.
Men alle passagererne vidste, at de havde været vidner til noget langt større end en almindelig forsinkelse.
De havde set — dyr kan bede om hjælp. De kan elske.
Og de kan stole på mennesker.
Nogle gange er de vildeste hjerter de mest menneskelige.