Skoven havde altid været et sted med ro for Mikkel.
Efter han gik på pension, tog han ofte dertil — bare for at gå, lytte til fuglene og trække vejret frit. Men en juliaften førte den vante sti ham til et møde, der ændrede alt.
Ud af buskene sprang en ulv direkte foran ham.
Stor, grå, med ravfarvede øjne. Mikkel frøs — hjertet faldt ned i maven på ham. Men dyret gøede ikke. Det angreb ikke.
Det stod der, tungt åndende, og kiggede… som om det bad om hjælp. Så vendte det sig langsomt og gik ind i skoven, hele tiden med blikket tilbage — som om det inviterede ham til at følge.
— Hvad vil du vise mig?.. — hviskede Mikkel, uden helt at forstå, hvorfor han gik efter rovdyreren.
Efter få minutter så han noget: i græsset mellem rødderne lå en ulveunge. Lille, udmattet, med en pote klemt i en gammel, rusten fælde. Af smerte jamrede ungen ikke engang — den rystede bare og kiggede op på Mikkel med store, fortvivlede øjne.
«Jeg er læge. Og jeg kan ikke gå.»
Mikkel tog sin jakke af skuldrene, dækkede forsigtigt ulveungen, så den ikke bevægede sig, og frigjorde poten. Metallet knirkede, og blod dryppede på jorden.
Han vidste, at hvis han ikke hjalp — ville den lille dø.
Så Mikkel tog ulveungen med hjem.
I den lille hytte ved landsbyens kant begyndte lange uger med pleje: forbindinger, mælk fra pipette, kødbouillon. Ulveungen gøede først, men vænnede sig hurtigt til Mikkel og begyndte snart at søge hans nærvær. Mikkel kaldte ham Grå.
Da poten var helet, vidste Mikkel, at tiden var inde. Han førte Grå ud i skoven og sagde blot:
— Du er stærk. Lev.
Ulven kiggede på ham, som om den ville huske det, og forsvandt så mellem træerne.
Mikkel troede, at han aldrig ville se den igen.
Måneder senere gik Mikkels otteårige barnebarn, Sander, ud i skoven for at plukke bær — og kom ikke tilbage. Mikkel løb af sted for at lede, råbte, hans hjerte hamrede, og stemmen blev hæs.
Pludselig — en raslen bag sig. Mikkel vendte sig og frøs.
Ud af skoven kom ulven.
Den samme. Skadede på den velkendte pote.
Grå stod og kiggede — roligt og selvsikkert. Så vendte den sig og gik foran uden at se tilbage.
Mikkel forstod: den kaldte.
Efter få minutter hørte han — et barns gråd.
Sander sad under et grantræ, dækket af tårer og rifter, men levende. Da Mikkel løb hen til ham, var ulven allerede forsvundet. Kun poteaftryk i den fugtige jord vidnede om, at den havde været der.
Godhed vender tilbage.
Siden da går Mikkel ofte på den samme sti. Nogle gange føler han, at ravfarvede øjne holder øje med ham på afstand.
Ikke fjende, ikke vildt — men ven.
Han reddede ulven. Og ulven — reddede hans barnebarn.
Godhed forsvinder ikke. Den venter blot på sit øjeblik for at vende tilbage.
Selv hvis den kommer fra skoven.