Den bløde forårsregn faldt stille, som om den ville skåne byen. Dråberne gled ned ad stationsvinduet og reflekterede neonskiltenes lys og menneskernes hastige silhuetter. Alle skyndte sig — hver i deres egen verden, med deres egne tanker, deres egen træthed.
På den fjerneste, næsten glemte perron, hvor toget kun stoppede én gang om dagen, lå en kvinde.
Gravid.
I en gammel frakke med en flosset kant og gennemblødte sneakers. Under ryggen havde hun lagt et stykke karton, under hovedet en slidt taske. Ved siden af stod en flaske vand og et falmet tørklæde, som hun forsøgte at dække maven med mod vinden.
Hendes navn var Nora. Men ingen vidste det.
Folk gik forbi. Nogle vendte sig bort, andre gik hurtigere. Hun bad ikke om hjælp — kun hviskede stille, næsten lydløst:
— Stille, lille ven… det går godt… lidt mere…
Toget nærmede sig, langt og tungt, med hornet der svarede til torden. Lokomotivføreren, Peter, bøjede sig ud af vinduet — og opdagede pludselig silhuetten på det våde beton.
Kvinden.
Alene.
Bevægede sig ikke.
Han standsede brat, sprang ud og snublede i vandpytter.
— Hej! Er du okay?
Nora løftede hovedet. Øjnene var trætte og røde, men levende.
— Det går… jeg er bare lidt træt, — hviskede hun og forsøgte at smile.
Peter tog handskerne af og satte sig ved siden af. Et par sekunder kiggede han bare — på de rystende hænder, det blege ansigt, maven der sitrede af kulde.
Så rejste han sig og gik mod toget.
Et minut senere kom han tilbage — med en termokande og en kop.
Han hældte varm te op, dampen steg op over stationen og duftede af varme og regn.
— Drik, — sagde han stille.
Hun tog koppen med begge hænder.
— Jeg troede, I også ville gå forbi, — sagde hun næsten uhørligt.
Peter nikkede og tog sin jakke af og lagde den over hendes skuldre.
Kort efter kom flere frem på perronen.
Konduktører, lokomotivførere, stationens medarbejdere. Én bragte et tæppe, en anden tørt tøj, en tredje brød, en fjerde førstehjælpsudstyr.
Alle stod under regnen og beskyttede kvinden, som for første gang i lang tid ikke frøs af kulde.
Passagererne kiggede ud af vinduerne — og var stille. Ingen filmede, ingen skyndte sig. Kun stilhed og regnens lyd, der faldt på metallet.
— Kom indenfor, — sagde en af medarbejderne og rakte hånden frem. — Det er varmt derinde.
Nora begyndte at græde.
Ikke højt — bare stille.
Tårerne blandede sig med regnen, og teen dampede stadig i hendes hænder.
Næste dag blev hun kørt til et herberg.
Peter besøgte hende hver uge, medbragte mad, bøger og babyting.
En måned senere, da Nora fødte en dreng i det lille herbergsværelse, kaldte hun ham Lukas — efter stationen, hvor nogen for første gang havde stoppet op for hende.