Om aftenen gik lyset pludselig ud i et stort boligkompleks.
Lampene blinkede, elevatorerne standsede, og oppe fra etagen hørtes skrig. Folk løb ud på trapperne, råbte efter naboer, nogen græd i mørket. Efter få minutter ankom et redningshold — de meddelte, at folk var fanget i en af elevatorerne.
Lommelygter, værktøj, en skarp lugt af metal og gummi. Mændene i uniform spærrede hurtigt opgangen af. Fra elevatorens dyb hørtes lyde — nogen bankede, nogen syntes at kalde på hjælp. En kvinde i stueetagen råbte:
— Der er børn! Jeg hører dem græde!
Elevatordørene sad fast. En redningsmand lyste med sin lommelygte, en anden stak en brækstang i sprækken, en tredje forberedte sikkerhedslinen. Metallet stønede, gnister faldt på gulvet.
Endelig gav dørene efter, og en fugtig, muggent lugt strømmede ud, som fra en kælder. Stemmerne var stille.
— Hej! — råbte den ældste redningsmand. — Vi er her for at hjælpe!
Der kom intet svar. Kun stille, næsten lydløse skrabe-lyde.
De åbnede døren lidt mere — lommelygtens stråle gled hen over kabinens gulv, og alle stivnede samtidig.
Inde i hjørnet, sammenkrøllet til en lille kugle, sad ikke mennesker.
Seks små hvalpe.
Snavsede, dækket af støv og spindelvæv, men levende. Deres øjne glimtede i lyset, og deres små kroppe rystede af kulde.
Folkemængden bagved gispede. Den kvinde, der havde hørt “børnegråd”, dækkede ansigtet med hænderne og begyndte at græde: hendes hørelse havde ikke bedraget hende — “børnene” var bare af en anden slags.
Levende, bange, men rigtige små væsner.
Redningsfolkene tog forsigtigt hvalpene ud og svøbte dem i tæpper. De pressede sig ind til de varme hænder, som om de forstod, at faren var ovre.
Men ét spørgsmål blev hængende: hvordan var de havnet der?
Elevatoren var stoppet mellem etagerne, dørene var låst indefra, og ingen i bygningen vidste noget. Det hele lignede et mysterium.
Svaret kom senere.
Det viste sig, at en kvinde på øverste etage hemmeligt havde passet en hund, der nyligt havde fået hvalpe i opbevaringsrummet. Frygtende for naboernes klager havde hun gemt hvalpene i elevatoren — “bare et par timer”. Men strømmen gik, og hvalpene blev fanget i mørket.
Historien spredte sig hurtigt i kvarteret.
Nogle fordømte kvinden, andre var glade for, at alt endte godt. Men alle sagde det samme:
da redningsfolkene hastede for at redde “mennesker fra elevatoren”, reddede de i virkeligheden et helt lille kuld.
Siden da løber de opvoksede hvalpe rundt på gårdspladsen.
Naboerne ler, mens de ser dem:
— Det er vores vagthunde. Elevatorhundene. De, der overlevede mørket og fandt lyset.