Zooen duftede af våde blade og gamle mure. Anders Pedersen gik hurtigt, med sin fireårige søn i hånden. Drengen havde en rød trøje på, alt for stor, og øjnene stirrede ned mod jorden. Seks måneder efter ulykken. Seks måneder med stilhed.
Anders viste dyrene, talte og jokede, men ordene faldt til jorden. Sander var tavs.
I glasrefleksionen så Anders ikke kun sig selv — hun var der stadig. Hans kone. Hun ville have vidst, hvordan man trak sønnen ud af dette mørke.
– Lad os gå, – sagde han stille. – Vi kigger på aberne.
Ved det glasindhegnede område stoppede Sander. Bag det tykke glas, i en stribe af blegt lys, sad en orangutang-hun — stor, med tæt rød pels og mørke, næsten menneskelige øjne.
Drengen slap sin fars hånd og gik tættere på.
– Sander, gå ikke for langt, – sagde Anders.
Men drengen hørte ikke efter.
Orangutangen løftede hovedet. Deres blikke mødtes — og som om tiden stod stille. Sander lagde sin hånd mod glasset. Dyret blinkede og løftede langsomt sin hånd, direkte mod hans.
– Herregud… – åndede Anders ud.
Bagved lød en stille stemme fra dyrepasseren:
– Er alt okay?
– Han har ikke talt siden begravelsen, – svarede Anders.
– Måske forstår hun mere, end man tror, – sagde kvinden.
Sander tegnede en cirkel på det duggede glas med sin finger. Maya, som hun hed, gjorde det samme på sin side. Anders følte sit hjerte slå hårdt under huden.
– Lærer I dem det?
– Nej, – svarede dyrepasseren. – Hun gør det her første gang.
Minutterne gik. Mængden spredte sig. Pludselig begyndte drengen stille at synge. Hans stemme rystede, som en gammel klokke — den første lyd i et halvt år. Maya kom tættere på og pressede panden mod glasset. Sander gentog bevægelsen. To ansigter — menneske og dyr — spejlede sig i den transparente væg, som to ensomme, der fandt hinanden.
– Lad ham være, – hviskede dyrepasseren. – Nogle gange genkender sorg sig selv.
Maya samlede et tørt blad fra gulvet og pressede det mod glasset. Sander smilede svagt. Anders kunne ikke holde tårerne tilbage.
– Far, – sagde pludselig sønnen.
Stemmen var tynd, men levende.
– Ja, skat?
– Hun er trist.
Anders satte sig på hug.
– Som mor, ikke?
Sander nikkede. Maya sad stadig foran ham uden at flytte blikket. Sander tog en lille bil fra lommen og førte den til glasset, som om han ville dele den med hende. Maya åbnede munden en smule — som om hun smilede.
– Tak, – hviskede Anders. Uden at vide, hvem han takkede.
Da lukketid blev annonceret, ville Sander ikke gå.
– Hun er her i morgen, – sagde dyrepasseren. – Kom igen.
– Vi kommer, – svarede Anders.
Næste dag var zooen indhyllet i tåge. Maya sad ved glasset fra morgenstunden — ventede. Sander løb hen til hende, lagde sin hånd mod hendes. Hun gentog bevægelsen.
– Hej, – sagde drengen. – Jeg har taget en blomst med til dig.
Han lagde en gul marguerit på vindueskarmen. Maya forsvandt ind i baggrunden og kom tilbage med en hvid blomst.
– Det er mors blomst, – hviskede Sander. – Hvid. Hun elskede dem.
Dyrepasseren rystede forbavset på hovedet.
– De vokser kun ved hendes rede. Hun rørte dem aldrig.
Sander pressede panden mod glasset.
– Tak.
– Tror du, hun forstår? – spurgte Anders.
– Dyr husker tab. Bare uden ord, – svarede kvinden. – Maya mistede sin unge samme uge, som I mistede moren. Måske fandt de hinanden i denne stilhed.
– Jeg vil gøre hende glad, – sagde Sander stille.
Siden da kom de hver søndag. Maya ventede ved glasset. Sander fortalte hende alt — om regn, børnehave, venner. Hun lyttede, tegnede cirkler på glasset. Drengen lo igen. Psykologen talte om et mirakel. Anders vidste: miraklet hed Maya.
Flere måneder senere kom nyheden — Maya skulle flyttes til et reservat i Borneo.
– Hun vil få det godt der, – sagde dyrepasseren. – Skov, frihed, himmel.
– Hun vil glemme mig, – hviskede Sander.
– Nej, – smilede hun. – Orangutanger glemmer ikke.
Til afsked bragte Maya en sten og rullede den mod glasset. Sander forstod: hukommelse. Han tog en blå bil og lagde ved siden af.
– Den er til dig, – sagde han.
Anders lagde hånden på glasset.
– Tak, – åndede han. – For at du gav mig min søn tilbage.
Maya lagde sin hånd over deres.
– Farvel, mor Maya, – hviskede Sander.
Dyret rørte glasset med læberne — der, hvor hans hånd lå.
Regnen tiltog.
– Hun er fri, – sagde Anders.
– Hun er lykkelig, – svarede Sander.
Hjemme satte Anders den hvide blomst og stenen ved siden af et billede af hans kone. Måneder senere kom et brev: Maya er sund, lever i skoven, elsker børn og sidder ofte ved hegnet med den blå sten i hånden — som om hun venter på nogen.
– Hun husker mig, – sagde Sander.
– Altid, – svarede Anders.
Om natten bad drengen om en historie om junglen og familien, der aldrig glemmer hinanden. Anders fortalte den.
Og sluttede altid på samme måde:
«Da solen stod op over træerne, smilede orangutangen til himlen — for hun vidste, at et sted langt borte smilte en lille dreng, som hun havde helbredt, tilbage til hende.»