Jeg troede altid, at vores ægteskab kun ville blive stærkere, når vi fik et barn. Jake og jeg var et drømmepar — vi grinede, planlagde, skændtes kun om småting. Og så kom Tilde til verden.
Og alt ændrede sig.
De første tre uger efter fødslen sov jeg næsten ikke. Den lille græd om natten, og jeg forsøgte at klare det hele selv — amning, vuggen, vasketøj, madlavning. Jake sagde oftere og oftere det samme:
— Mary, lad mig slappe lidt af. Min orlov er så kort.
«Min orlov.» Ordene rungede i mit hoved, mens jeg stod med et lille, grædende væsen i armene. Jeg var så træt, at det sitrede i kroppen, men det der gjorde mest ondt, var ikke søvnmanglen — det var ensomheden.
Når jeg bad om hjælp, rullede han med øjnene, tændte for fjernsynet eller gik i garagen. Han sagde, at det var svært at vænne sig til sin nye rolle — men det var mig, der kæmpede for at overleve.
Så kom lørdagen — dagen, hvor min mor ville fejre Tildes første måned. Huset var fuldt af familie, latter, duften af kager og blomster. Alle beundrede babyen. Jake smilede, jokede, holdt et glas i hånden og så perfekt ud.
— Jeg havde virkelig brug for den her orlov, — sagde han højt til sine venner. — Jeg anede ikke, hvor hårdt det er at arbejde og passe et barn samtidig.
Jeg stod ved siden af med Tilde i armene. Mine fingre rystede. Jeg havde lyst til at råbe, at han ikke havde været alene med hende i en time. Men jeg smilede bare. En høflig, stivnet smil, der føltes som et elastik, der var ved at sprænge.
Et øjeblik senere begyndte alt at svaje. Stemmerne flød sammen, lyset blev for skarpt. Jeg mærkede, hvordan kroppen gav op. Det sidste, jeg hørte, var nogen råbe:
— Mary!
Så blev alt sort.
Da jeg vågnede, var der mange ansigter omkring mig. Mor, en veninde, min tante — de stak mig et stykke kage.
— Her, spis lidt, skat. Du skal have lidt sukker.
Jeg nikkede svagt. Hele kroppen rystede. Så mødte jeg Jakes blik. Han stod lidt væk, panderynket — og pludselig forstod jeg, at han ikke var bekymret. Han var vred.
Turen hjem var pinefuldt stille. Jeg ville forklare, men klumpen i halsen gjorde det umuligt.
Da vi trådte ind ad døren, eksploderede han:
— Forstår du, hvordan det så ud? Alle tror nu, jeg ikke støtter dig!
Jeg stirrede på ham.
— Jake, jeg… jeg besvimede bare. Jeg kunne ikke mere.
— Selvfølgelig. — Han fnøs. — Og midt for alles øjne.
Jeg sagde intet. Gik bare ind i soveværelset. Tårerne kom af sig selv. Det var ikke bare udmattelse — det var smerten over, at den, du elsker, ikke ser din smerte.
Næste morgen gik han rundt som en fremmed. Han kiggede ikke engang på Tilde. Og for første gang tænkte jeg: måske er det tid til at gå.
Jeg var begyndt at pakke tasken, da det ringede på døren. På dørtrinnet stod min svigermor, svigerfar og en fremmed kvinde med et varmt smil.
— Vi skal tale sammen, — sagde svigermor og trådte indenfor.
Kvinden viste sig at være professionel barnepige.
— Vi har hyret hende i to uger, — forklarede svigermor roligt. — For at hjælpe dig — og… — hun så på sin søn — lære Jake at tage sig af sin datter.
Jeg stod målløs. Svigerfar rakte mig et glittet katalog.
— Du skal på spa, Mary. En uge. Hvil dig. Få kræfterne tilbage.
Jeg åbnede brochuren — billeder af hav, hvide badekåber, lys. Og for første gang i lang tid fik jeg lyst til bare… at græde af taknemmelighed.
Jake stod der, bleg og tavs. For første gang sagde han ikke imod.
Den uge blev mit nye begyndelse. Jeg sov. Jeg åndede. Jeg spiste varm mad, hørte stilheden og følte mig endelig i live igen.
Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke genkende lejligheden. Der duftede af havregrynskager. På bordet stod en sutteflaske pænt mærket med klokkeslæt. Og i stuen sad Jake med Tilde i armene.
Han så træt ud, men rolig. Der var noget nyt i hans blik — noget ægte.
— Hun sov tre timer i træk, — sagde han stolt. — Ved du hvad, jeg kan nu skifte bleer… med lukkede øjne.
Vi grinede begge. For første gang — rigtigt.
Senere tilstod han:
— Jeg solgte mine guitarer. De samlerobjekter. Jeg har betalt mine forældre tilbage for barnepigen og din spa-tur. Jeg… skammer mig, at det tog mig så lang tid at forstå.
Og jeg troede ham. Det var ikke bare undskyldninger. Det var erkendelse.
Siden den dag har vi været anderledes. Nogle gange, når Tilde sover, stryger han hende forsigtigt over håret og hvisker:
— Tak, fordi du valgte os.
Og jeg forstår: det, der dengang føltes som en ende, var i virkeligheden begyndelsen.