Hospitalet summede den dag af den sædvanlige travlhed: sygeplejersker skyndte sig gennem gangene, patienter rodede nervøst med papirer, og nogen kiggede irriteret på uret. I venteområdet hang en tung stilhed i luften — duften af desinfektion, en lav summen af stemmer og spændt forventning.
Pludselig dukkede en ældre kvinde op i døren. Lille af vækst, iført en falmet frakke og en slidt hat. I hænderne holdt hun en gammel lædertaske, næsten lige så brugt som hun selv. Hun så sig omkring, sagde ingenting og satte sig roligt på en stol i hjørnet.
Et par mennesker udvekslede blikke. Et ungt par fnisede lavmælt:
— Tror du, hun ved, hvor hun er?
— Måske har hun bare taget fejl af afdelingen…
— Eller også har hun ikke råd til at betale, — sagde en anden.
Latteren var dæmpet, men sårende. Kvinden reagerede ikke. Hun sad ret, roligt, som om hun ikke lagde mærke til blikkene omkring sig. I hendes ansigt var der noget mærkeligt — træthed, men uden bitterhed.
Ti minutter gik. Så åbnede døren til operationsstuen sig brat. Ind trådte en høj mand i grøn kittel — en kendt kirurg, hvis navn både patienter og journalister kendte. Hans tilstedeværelse ændrede straks stemningen i rummet: samtalerne døde ud, nogle rejste sig endda.
Han sagde ikke et ord. Gik direkte hen til den ældre kvinde. På få sekunder stod han foran hende.
— Undskyld, at jeg lod dig vente, — sagde han stille, næsten genert. — Jeg har brug for dit råd… Jeg er ikke sikker på min beslutning.
Der blev så stille i venteområdet, at man kunne høre uret tikke på væggen. Folk så forvirret på hinanden: den berømte kirurg — beder om råd fra en gammel kvinde i en falmet frakke?
Så udbrød receptionisten pludselig:
— Vent… Det er jo professor Andersen! Den samme, der for tyve år siden ledede hele kirurgisk afdeling!
Og alt faldt på plads.
Den beskedne ældre kvinde havde engang reddet utallige liv. Det var hende, der havde uddannet mange af landets bedste kirurger. Og den berømte læge, som alle beundrede, var hendes tidligere elev.
Han havde bedt hende komme, fordi han stod over for en sjælden og kompliceret sag — og han vidste, at kun hun kunne se det, ingen andre så.
Kvinden rejste sig og sagde blidt:
— Så lad os gå ind og se på det sammen.
De gik ind i operationsstuen — lærer og elev.
Tilbage sad de mennesker, der for få minutter siden havde grinet. Nu turde ingen af dem løfte blikket af skam.