«I dag i indkøbscentret så jeg en scene, der bogstaveligt talt tog pusten fra mig. Mængder af mennesker, duften af kaffe, børnelatter, reklamer i højttalerne — en almindelig dag, travlhed, støj. Men pludselig lagde jeg mærke til noget, der brød med den vante rytme.
På rulletrappen foran mig stod… en helt lille pige — ikke mere end halvandet år gammel — og en stor hund, der lignede en schæferhund.
Pigen holdt med sin lille hånd fast i hundens tætte pels, som om det var et gelænder, mens hunden roligt og selvsikkert stod ved siden af hende og fulgte hvert eneste af hendes bevægelser nøje.
Ikke en voksen i nærheden. Hverken mor, far eller en tilfældig ledsager.
Mit hjerte sprang et slag over.
Hvad nu, hvis hun var faret vild?
Hvad nu, hvis nogen snart ville opdage, at barnet var alene?
Og hunden — hvor kom den fra? Hvis var den?
Men det mærkeligste var — pigen virkede fuldstændig rolig.
Hun græd ikke, hun kiggede ikke efter sin mor.
Hun gik bare — selvsikkert, med en stille tillid.
Jeg besluttede at følge efter dem. Bare for at sikre mig, at alt var i orden.
De gik af rulletrappen og mod udgangen. Pigen smådansede, mens hunden holdt sig lidt foran, som om den viste vejen.
Og lige ved indgangen til centret så jeg en kvinde.
Hun stod roligt, som om hun ventede på nogen.
Pigen løb straks hen til hende, gav et glad lille skrig og krammede hende om benene.
Kvinden smilede, bøjede sig ned og sagde stille, næsten som en hverdagsbemærkning:
— Nå, du er tilbage.
Jeg stod i chok.
Og hunden, efter at have set, at pigen var sikker, vendte sig bare om og gik tilbage — uden at vente på ros, uden at forvente klap.
Jeg gik hen til kvinden.
— Undskyld, er det jeres datter? — spurgte jeg. — Men… hun var jo alene! Kun med hunden! Det er farligt!
Kvinden smilede, strøg pigen blidt over håret og svarede:
— Denne hund går ikke bare tur med hende. Den reddede engang min datter — trak hende væk fra en bil. Siden da har de været uadskillelige. Jeg stoler på den mere end på mange mennesker.
Jeg frøs til.
I en verden, hvor folk haster forbi hinanden, så jeg pludselig noget enkelt og stort — ægte hengivenhed.
En lille pige, som man let kunne miste i mængden, og en hund, der aldrig ville lade hende gå tabt. Ikke bare et kæledyr. En rigtig beskytter.»