Hunden var ved at dø. Han hed Cæsar. Engang stærk, sølvgrå, lå han nu stille, kun brystet løftede sig svagt.
Dyrlægen, da han gik om aftenen, sagde stille:
— Han når ikke morgenen.
Der faldt en tung stilhed over huset.
Julie tørrede tårerne ved vasken, Nikolaj kiggede ud af vinduet — på haven og det gamle pæretræ.
— Vi kan ikke lade ham lide mere, — hviskede hun.
— I morgen, — svarede manden. — Ikke i dag.
I hjørnet, midt blandt klodserne, legede deres etårige datter — Liva. Hun lagde mærke til, at der var blevet alt for stille i huset.
Hun vendte sig og sagde sit første ord:
— Cæ…sar…
Julie stivnede. Nikolaj troede ikke sine egne ører.
— Hun sagde hans navn…
Pigen rakte hænderne frem. Julie satte hende ned på gulvet.
Liva kravlede hen til sofaen, rørte ved hundens pote.
— Cæ…sar, sov, — hviskede hun, næsten stammende.
Hunden bevægede halen. Vendte hovedet med kraft — og lagde det på barnets knæ.
Julie dækkede munden med hænderne.
— Han kan høre hende…
Liva grinede stille, omfavnede hans hals og hviskede:
— Bliv.
Ordet lød uventet klart.
Cæsar sukkede. Åndedrættet blev roligere, mere jævnt.
— Gud… — hviskede Julie. — Han trækker vejret.
Ved daggry sov hunden roligt. Hans bryst løftede sig rytmisk, som et hjerte, der havde fundet mening med livet.
Om morgenen strømmede sollyset ind gennem vinduet.
Julie vågnede — og så Cæsar sidde op. Hovedet løftet, blikket klart.
— Nikolaj, se!
Han lagde hånden på hundens hals — pulsen var rolig, varm.
— Han lever.
Da dyrlægen kom, kunne han næsten ikke tro sine egne øjne.
— I går sagde I, at han ikke trak vejret, — mindede han dem om.
— Se selv, — svarede Nikolaj.
Doktoren lyttede længe, rystede så på hovedet:
— Blodtrykket er normalt. Hjertet slår. Jeg kan ikke forklare det. Nogle gange… lever de videre, så længe de føler, at de er nødvendige.
Siden da gik Cæsar igen i haven, nød solen og bankede stille med halen, når Liva byggede tårne af klodser ved siden af.
To uger senere tog hun sine første skridt — direkte hen imod ham.
Han bøjede sig, så hun nemmere kunne holde fast i hans pels.
Julie græd og lo på samme tid:
— Hun går hen til ham.
På billedet, hvor den lille pige krammer Cæsar, skrev Julie senere:
«Kærlighed lærte dem begge at gå.»
Og da Cæsar en måned senere sov stille ind for altid, var alt roligt og lyst.
Liva gik hen, omfavnede ham og sagde det samme ord som den første nat:
— Bliv.
Under det gamle pæretræ blev en sten sat.
Julie lagde Livas lilla bluse ved siden af.
Nogle gange ved daggry sværger Nikolaj, at han hører stille gøen fra haven.
Julie smiler:
— Godt gået, gamle ven. Vi klarer det.
Og hver gang en solstråle rammer den gamle sofa, stryger Liva hånden over stedet og hvisker:
— Cæ…sar.
For kærlighed kan virkelig overvinde døden.