Stuen var stille som en kirke. Kun den jævne bippen fra monitoren mindede om, at livet her stadig var til stede. Lægen talte roligt, næsten hviskende:
— Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Hendes krop lever takket være apparaterne, men bevidstheden vender ikke tilbage. Jeg må bede jer om at underskrive papirerne…
Manden stod, med hånden på kanten af sengen, og kunne ikke få et ord frem.
Foran ham lå hans kone — kvinden, han levede for. Alt for bleg, alt for stille. For tre måneder siden tog ulykken alt fra dem — planer, smil, en helt almindelig morgen med kaffe og kys.
— Doktor… måske skulle vi vente? — spurgte han stille. — Bare en dag. Bare en time.
— Vi har ventet, — svarede lægen. — Men mirakler sker ikke.
Disse ord slog hårdere end selve katastrofen.
Det sidste farvel
Med rystende hånd underskrev han papirerne. Blækket smudsedes af tårer. Da apparaterne én efter én begyndte at slukke, fyldtes stuen med en klingende stilhed.
Manden bøjede sig, kyssede hendes kolde hånd og hviskede:
— Jeg elsker dig. Du vil altid være hos mig. Jeg vil fortælle børnene, hvor stærk du var.
Han bøjede sig for at kysse hende på panden — og pludselig frøs han.
Noget var forandret.
Næsten umærkelige bevægelser. Skuldre. Bryst. Først svagt, som et skyggebeslag af åndedræt, derefter stærkere. Lungerne, frakoblet maskinen, begyndte igen at arbejde.
Mellem liv og mirakel
— Doktor! — råbte han. — Hun trækker vejret!
Lægen vendte sig om, ude af stand til at tro sine egne øjne.
Monitoren, der skulle have været stille, begyndte igen at afgive signaler. Puls-linjen kom til live. Holdet styrtede til sengen — og hele stuen fyldtes med bevægelse, stemmer og tårer.
Hun trak vejret selv. Uden slanger. Uden maskiner.
Manden stod ved siden af, holdt hendes hånd og gentog kun én ting:
— Tak. Tak fordi du kom tilbage.
Det andet åndedrag
Flere uger gik. Stuen blev lysere — og ikke kun af solen. Kvinden åbnede øjnene. Først langsomt, med anstrengelse, som om hun vendte tilbage fra et fjernt sted. Hendes blik mødte hans — forvirret, svagt, men levende.
Han græd. Ikke af sorg — men fordi miraklet skete foran hans øjne.
— Velkommen hjem, — hviskede han. — Vi har ventet på dig.
Hun smilede — og i det øjeblik troede selv lægerne: nogle gange sker mirakler virkelig.