I den afsidesliggende landsby Sortedal gik livet sin stille gang: folk stod op med de første haner, fodrede husdyrene, reparerede hegn og samledes om aftenen i deres hjem. Kun hos bedstemor Anna lyste vinduerne næsten altid længere end alle andres. Hun boede alene med sine dyr og sin gamle kat, og på trods af ensomheden klagede hun aldrig.
Men en tidlig morgen dukkede der en lille grå pelsklump op ved hendes låge. En hvalp — rystende, med store øjne fyldt med fortvivlelse. Anna tøvede ikke: hun tog den med ind, fodrede den og holdt den varm. Så fik hun en ny ven, som hun ganske enkelt kaldte Ulrik.
Den lille fundne hvalp
Hvalpen voksede hurtigt. Han var klogere end de fleste hunde, mere opmærksom, som om han forstod alt uden ord. I stedet for at gø — en lav knurren; i stedet for at være underdanig — en selvsikker forsigtighed. Naboerne morede sig over, at han var alt for alvorlig for en almindelig hund.
Anna smilede blot:
— Han er klog, men bare med karakter.
Ulrik vogtede gården og lod ikke fremmede nærme sig lågen. Om vinteren, når snestormene hylede udenfor, sov han ved ovnen med snuden på hendes skød.
Natten med frygt
En dag gik rygter i landsbyen om, at flygtninge fra kolonien skjulte sig i nærheden. Folk lukkede hastigt døre og skodder. Men Anna, som boede på udkanten, vidste intet om det.
Sent om aftenen lød der bank på døren. Hun åbnede, og to mænd stod i døråbningen. Ansigterne var mørke, hænderne beskidte og rystende.
— Vand… ville være godt, mumlede den ene.
Men så snart de trådte ind, sprang Ulrik op. Hans pels rejste sig, og et lavt, hæst knurr fyldte rummet.
— Rolig, hund, — sagde gæsten med et smil og tog et skridt frem.
Svaret kom som et spring. Ulrik sprang mellem dem og hans ejer, viste tænderne så mændenes hænder rystede. Én forsøgte at trække en kniv, men dyret var hurtigere — et slag, et skrig, og alt druknede i lyden af væltede ting.
Helten med de gule øjne
De forskrækkede indtrængende løb ud af huset og forsvandt i mørket. Deres råb og hyl fik hele landsbyen på benene. Mænd med lygter og geværer skyndte sig til hjælp, og efter en time blev flygtningene overdraget til politiet.
Anna sad på gulvet og krammede Ulrik. Blodet glinsede på hans pote, men øjnene var rolige — han havde gjort det, han var kommet for at gøre.
Den trofaste vogter
Efter den nat kom Ulrik sig. Arret på poten blev et tegn på mod. Han blev endnu mere opmærksom, men mod sin ejer var han stadig kærlig — lå ved hendes fødder, sørgede for at hun ikke snublede og mødte altid hende ved porten.
Historien om Anna og hendes ulv blev en legende i området. Folk sagde, at naturen sommetider sender en beskytter til dem, der er særligt ensomme.
Og hver gang, når den langtrukne ulvehyl stiger over landsbyen om aftenen, siger de gamle stille: Det er Ulrik. Han vogter stadig sit hjem.