I flere år hørte ingen noget fra ham. Han var rejst til byen, skrev sjældent, sendte kun af og til lidt penge og korte beskeder til sine forældre: “Jeg har det godt. Vær ikke bekymrede.”
Og så, en dag — kom han tilbage.
Ikke alene.
Med en kvinde.
De gik ad den støvede vej mod hans forældres gamle hus. Solen var ved at gå ned, vinden bevægede trætoppene. Folk stak hovederne frem bag hegnene, nogen standsede endda hesten foran vognen.
For hele hendes ansigt var dækket af bandager.
Hvide forbindinger snoede sig tæt om hovedet og lod kun øjnene være frie — store, triste og skræmmende stille.
— Søn… hvem er det? — hviskede moderen og lagde hånden mod brystet.
— Det er min kone, mor, — svarede han stille. — Og spørg ikke mere. Tag bare imod hende.
Fra den dag blev huset fyldt med en tung tavshed.
Den nye svigerdatter gik aldrig ud, mødte ikke nogens blik, talte kun med sin mand.
Om aftenen kunne man høre dæmpede gråd fra deres værelse — og derefter hans rolige stemme, der trøstede hende.
Naboerne begyndte at hviske.
“Hun er sikkert en heks,” sagde nogle.
“Nej, en forbryder, der skjuler sig for politiet,” sagde andre.
Moderen kunne ikke sove.
En nat, ude af stand til at holde ud længere, listede hun døren til sønnens værelse på klem.
I det svage skær fra petroleumslampen sad kvinden foran spejlet. Langsomt fjernede hun bandagerne. En efter en.
Og moderen gispede — ikke af frygt, men af sorg.
Under forbindingerne var et ansigt dækket af ar og forbrændinger. Huden så ud, som om den var smeltet og sat sammen igen — ujævn, rødlig, ødelagt.
Kvinden opdagede blikket i spejlet og stivnede.
Sønnen vågnede og forstod alt.
— Ja, nu ved du det, — sagde han roligt. — Hun reddede mig.
Flere år tidligere, på kollegiet, hvor han boede, var der udbrudt brand.
Han var ved at blive kvalt i røgen, da hun løb ind og trak ham ud.
Hun reddede hans liv — og mistede sit ansigt.
— Jeg kunne ikke forlade hende, — sagde han og så på sin mor. — Jeg elskede ikke hendes ansigt. Jeg elskede hendes sjæl.
Moderen satte sig stille ved siden af kvinden, tog hendes hånd og sagde gennem tårer:
— Tilgiv mig, min datter. Jeg vidste ikke, hvem Gud havde sendt os.
Næste morgen talte hele landsbyen om dem. Men denne gang — med respekt.
Ikke om bandagerne. Ikke om frygten.
Men om kvinden, der ofrede sig for et andet menneske.
Og om manden, der forstod, at sand kærlighed ser med hjertet — ikke med øjnene.