Tidlig morgen. Luften var tung af fugt og stilhed. Betjent Mark sammen med sin makker og tjenestehunden Ralf havde fået en ransagningskendelse for et gammelt hus i udkanten af byen. Huset tilhørte en ældre kvinde, som for nylig var død under mystiske omstændigheder.
Naboerne havde klaget: om natten blinkede lys i vinduerne, og det virkede som om nogen gik rundt indenfor. Politiet ville tjekke — måske skjulte der sig kriminelle.
Huset tog imod dem med en mærkelig ro. Ingen støv, ingen tegn på indbrud. Alt stod pænt og ryddeligt, som om husets ejer bare var gået ud for at hente brød og snart ville komme tilbage.
Ralf gik forrest, snusende til gulv og vægge. Hans ører spændtes, halen stivnede. Han nærmede sig stuen og brummede pludseligt lavt og dybt — sådan kun han gjorde, når han mærkede noget fremmed.
På væggen hang et stort, mørkt maleri — et gammelt familiefotoportræt. Kvinden med børn. Alle med de samme livløse øjne.
Ralf begyndte at gø. Højt, gennemtrængende, uden at slippe blikket fra maleriet.
— Rolig, dreng… hvad er der? — hviskede Mark.
Han lyste med lygten — lærredet rystede i et svagt træk. Så tog Mark maleriet ned fra væggen. Og alt blev klart.
Bag det gemte sig en pengeskab. Gammel, massiv, indmuret i beton. Ikke et støvkorn. Som om nogen havde åbnet den for nylig.
En time senere, efter at en specialist var ankommet, gav døren sig. Og det, der lå indenfor, fik alle til at tie.
Fotografier. Hundredvis. Mænd, kvinder, børn. Nogle med stempler: “Savnet”.
Bunker af penge fra forskellige lande, guldsmykker, dokumenter — pas, attester, sygesikringskort. De samme ansigter, men med forskellige navne.
Husets ejer var ikke blot en stille pensionist, som naboerne troede. Hun havde i årtier hjulpet folk med at forsvinde. Skabt nye liv, forfalsket dokumenter, solgt andres skæbner.
Og i de senere år — måske skjult endnu mere frygtelige hemmeligheder.
Ralf, efter at have snust til pengeskabet, lagde sig stille op ad væggen og lukkede øjnene. Han vidste — sagen var afsløret.
I hjørnet af maleriet, hvor lærredet var blevet rørt ved, da det blev taget ned, bemærkede nogen senere en næsten usynlig inskription under lagene af maling:
“Vi er stadig her.”