Alarmcentralens operatør havde taget imod opkald i tolv år — brande, ulykker, slagsmål… Men den stemme glemte han aldrig.
— Hallo… vær venlig at komme, — sagde en lille pige, næsten hviskende.
— Der er nogen, der hvisker under min seng.
— Hvad hedder du?
— Mia. Jeg er fem. Mor siger, jeg bare finder på… men jeg kan høre dem. Lige nu… jeg hører dem igen…
Manden i den anden ende fik kuldegysninger.
Han vidste: barnet legede ikke. Det var frygt. Ægte frygt.
Ti minutter senere holdt en patruljevogn foran et hus i udkanten af Aarhus.
Forældrene åbnede døren — søvnige og lettere irriterede.
— Igen de fantasier, — sukkede moderen.
— Vi tjekker bare for en sikkerheds skyld, — svarede betjenten roligt.
Mia sad i hjørnet af sit værelse og klemte sin bamse tæt ind til sig.
— De er under sengen, — hviskede hun.
Betjenten knælede ned og kiggede. Tomt.
Støv, legetøj, ingenting mærkeligt.
— Her er ingen, — sagde han. — Falsk alarm.
Men så løftede den anden betjent hånden:
— Shhh… hørte du det?
Alle tav.
Et svagt, metallisk skrab, dæmpet — som om det kom nedefra.
Som nogen… der gravede.
Betjentene så på hinanden.
En af dem lagde sig ned på gulvet og bankede på brædderne. Ét sted lød det hult.
De fjernede parketten — og under den var der jord.
Da de begyndte at grave, ramte skovlen noget hårdt.
Et stykke metal. Under det — en smal tunnel.
Forstærkning blev tilkaldt.
Timer senere stod det klart: under hele kvarteret strakte sig et netværk af tunneler.
Der gemte sig tre fanger, som var flygtet fra et fængsel.
De havde gravet om natten for ikke at blive opdaget…
Men et barns øre viste sig mere årvågent end nogen alarm.
Mia havde ikke kun reddet sig selv, men også hele nabolaget.
Efter anholdelsen kaldte politiet hende “byens modigste barn”.
Siden den dag sover Mia roligt i sin seng.
Nogle gange lytter hun stadig til stilheden —
men nu ved hun: hvis hun nogensinde hører noget mærkeligt igen…
så tier hun ikke.