Han hed Thomas. Rig, selvsikker og vant til at være midtpunktet.
Til en larmende fest, efter et par glas for meget, sagde han en sætning, der skulle ændre hele hans liv:
— Jeg vædder på, at jeg kan gifte mig med den mest fyldige kvinde i byen — uden at blinke!
Vennerne grinede. Men han holdt sit ord.
En uge senere friede han til Lene — en varm, glad og lidt genert kvinde, som mange ikke tog alvorligt.
Hun vidste intet om væddemålet. Hun så bare i ham en chance — ikke for rigdom, men for et familieliv.
Brylluppet var overdådigt. Men midt under festen, da gæsterne ventede på brudevalsen, gik Lene op på scenen og sagde:
— Jeg har også en overraskelse.
Hun smed sjalet og begyndte at danse. Smidig, selvsikker, strålende — på trods af alle normer.
Publikum rejste sig og klappede.
Thomas sad måbende tilbage — foran ham stod ikke et “offer for et væddemål”, men en kvinde med værdighed, talent og sjæl.
I begyndelsen var han kølig overfor hende — af vane.
Men Lene krævede ikke kærlighed.
Hun levede bare sit liv — bagte, lo, hjalp naboer, underviste i dans online.
Huset blev varmt og levende.
Da Thomas mistede en stor sum penge og kom hjem knust, sagde hun ikke et ord.
Hun satte en kop te foran ham og sagde roligt:
— Penge kommer og går. Det vigtigste er, at du er hjemme.
For første gang holdt han hende rigtigt i sine arme.
Månederne gik. Thomas ændrede sig. Han holdt op med at ødsle, begyndte at rådføre sig med sin kone, lyttede til hende.
Og så — en restaurant, en ring, et knæ.
— Lene, jeg giftede mig med dig på grund af et væddemål. Men nu — af kærlighed. Vil du gifte dig med mig igen?
— Jeg er allerede din. Nu — af kærlighed, — svarede hun.
Lene fik en idé:
— Jeg vil åbne et studie for kvinder som mig. Ikke perfekte — men ægte.
Thomas troede på hende. Han investerede pengene, hun lagde sin sjæl i det.
Tre måneder senere talte hele byen om én ting:
“Thomas’ kone — hende den runde danser? Hun er en stjerne!”
Men der var også hån. En af hans gamle venner sagde:
— Mener du det alvorligt? Det var jo bare en spøg, et væddemål!
— Ja, — svarede Thomas roligt. — Men takket være det væddemål fandt jeg mit livs kærlighed.
Da Lene fandt ud af, at hun var gravid, græd Thomas.
Han fulgte hende selv til lægen, læste bøger om forældreskab, valgte barnevogn.
Han frygtede kun én ting — at miste hende.
I syvende måned gik det galt. Hospitalet. Risiko for for tidlig fødsel.
Thomas forlod ikke døren til hendes stue.
— Bare de begge klarer sig…
To dage senere — operation. Et skrig.
— En pige, — sagde lægen. — Lille, men stærk.
Thomas græd, uden at skamme sig over tårerne.
— Jeg var ikke klar til at være mand. Ikke klar til at være far. Men nu er jeg klar til alt — for jer.
Den samme sal, hvor deres mærkelige bryllup engang fandt sted.
På scenen står en ung kvinde i en kjole i champagnefarve.
— Denne sang er til min mor og far. Deres kærlighed begyndte som et væddemål… men blev det smukkeste bevis på, at mirakler findes.
Ayla synger. I salen holder Thomas og Lene hinanden i hånden.
Han er blevet gråhåret. Hun — lige så strålende som dengang.
Efter festen går de ud på verandaen, hvor de engang dansede for første gang.
— Jeg troede aldrig, det ville lykkes, — hviskede Lene.
— Det gjorde jeg heller ikke, — svarede han. — Ikke før jeg mødte dig.
Musikken spiller igen — deres bryllupssang.
Og under stjernerne danser de.
Som første gang.
Som for evigt.