Braget var så voldsomt, at vinduerne rystede. Folk løb ud af opgangene og kiggede mod motorvejen, hvor gråt røg steg op, og et støvskyer blev hvirvlet op i luften.
Efter få minutter stod det klart: en del af vejen var simpelthen forsvundet. Asfalten, som busser, biler og fodgængere hver morgen brugte, var styrtet sammen og havde dannet et enormt hul.
Brandvæsen, politi og tungt materiel ankom straks. Kraner blev opstillet langs kanten af krateret, redningsfolk satte afspærringer op, og journalister tog billeder.
Folk stod målløse — nedenfor gabte et sort hul, flere etager dybt, med en lugt af jord og noget… mærkeligt.
Da de første ingeniører blev sænket ned i dybet med sikkerhedsliner, herskede en trykket stilhed. Lommelygter fangede betonstumper, snoede ledninger og krøllede rør.
Pludselig råbte en af mændene:
— Hej! Lys herovre!
Lysstrålen ramte noget metallisk og massivt. En stor, rusten tank, begravet i jorden, som en del af en gammel underjordisk konstruktion.
Først troede man, det var et vandreservoir eller rester af gammel kloak. Men da man kom tættere på, blev luften pludselig ætsende, som om nogen havde sprøjtet syre ud.
— Tilbage! Hurtigt! — råbte en af ingeniørerne og dækkede ansigtet med ærmet.
Under laget af jord dukkede et falmet skilt op — tre stråler på gul baggrund. Radioaktiv fare. Under stod der på engelsk:
“Danger. Do not open.”
Ingen bevægede sig. Kun lyden af dråber, der faldt fra armeringen, kunne høres.
Miljømyndigheder, redningsfolk og militær blev tilkaldt. Efter et par timer stod det klart: under motorvejen havde der i årtier ligget en forladt tank med kemisk affald. Den blev nedgravet i 1970’erne — uden dokumenter, uden advarsel. Bare dækket til med jord og glemt.
Nu havde metallet rustet, og korrosionen havde ædt siderne. Grundvandet havde gjort sit — jorden under motorvejen kollapsede.
Da man opdagede, at en del af tanken var beskadiget, blev hele området afspærret. Folk blev bedt om at blive indendørs, vandforsyningen blev lukket.
En tung lugt af kemikalier hang i luften og gjorde halsen irriteret.
En ældre mand, der boede i nærheden, sagde stille:
— Jeg arbejdede her for fyrre år siden. Man sagde, at noget blev begravet under motorvejen… men ingen troede på det.
Nu troede alle på det.
Ingeniørerne, der stod ved kanten af krateret, kiggede tavst ned.
For de vidste: hvis sammenstyrtningen var sket midt på dagen, mens motorvejen var fyldt med biler — så ville byen ikke bare tale om katastrofen.
Den ville leve midt i den.