Man siger, at katte kan mærke det, som mennesker ikke kan. Smerte, angst, fare på vej. Sygeplejerskerne på afdelingen var efterhånden ikke længere overraskede — den pelsede gæst, en grå-hvid kat med ravfarvede øjne, kom hver dag til sin ejer.
Den ældre mand havde ligget her i over en måned. Slægtninge havde glemt ham; ingen skrev breve. Kun katten — hans eneste trøst — holdt tålmodigt vagt ved sengen, som om den vogtede over hans hjerte.
Hun lagde sig altid præcis der, hvor smerten var størst — på maven, hvor manden havde gamle sår og kronisk inflammation. Det var som om, hun kunne mærke smerte bedre end nogen maskine.
Lægerne fodrede hende, kaldte hende spøgefuldt “sygeplejerske Murren”. Selv de mest mutte patienter smilede, når de så hende spinde og lægge sig tæt ved sin ejer, med halen viklet rundt om hans arm.
Men en dag ændrede alt sig. Manden blev forberedt på en kompliceret operation. Han vidste, at hans liv stod på spil. Inden han blev kørt til operationsstuen, bad han kun om én ting:
— Lad mig sige farvel til min kat.
Han fik lov. Murren sprang som sædvanligt op i sengen og lagde sig til rette ved hans mave. Men pludselig stivnede hun. Pelsen rejste sig, ryggen bøjede sig, og hun hvæsede, mens hun kradsede hans hænder, som om hun ville holde ham væk fra noget usynligt.
Lægerne blev forvirrede — katten havde aldrig opført sig sådan før. Men en af sygeplejerskerne, Marina, bemærkede, at hånden, som katten stirrede på, begyndte at blive blå.
— Læge! Hurtigt! — råbte hun.
Sekunder senere var anæstesiologen og kirurgen ved sengen. Undersøgelsen viste, at manden havde fået en blodprop, som kunne løsne sig hvert øjeblik. Havde operationen startet nu, ville han ikke overlevet narkosen.
Takket være katten blev proceduren udsat, og blodproppen blev hurtigt fjernet. Først derefter blev manden opereret som planlagt.
Få dage senere, tilbage i bevidsthed, strøg han sin frelser, der sad ved fodenden af sengen.
— Du vidste det, ikke? — hviskede han. — Følte, at jeg havde smerte…
Siden da blev hun i hospitalet kaldt “katten, der kan mærke døden”. Men for manden selv var hun blot en ven, som en dag reddede hans liv — stille, uden ord, på sin egen måde.