Katerina Melnikova havde arbejdet som skolelægesekretær i ni år. Hun var 41 år, med en blød stemme og opmærksomme øjne — hun kunne se det, andre gik forbi uden at lægge mærke til. I hendes lille sundhedsrum duftede altid af antiseptisk middel og æblete. På væggene hang farverige plakater, og på hylden lå plysdyr til bange børn. Her kom man ikke kun med skrabemærker, men også bare for at sidde tæt på en, der kunne lytte.
Den første maj ramte varmen pludseligt. Efter en lang forårstid kogte byen under solen, og børnene løb til skole i t-shirts, shorts og med uldne hår. Alle — undtagen én.
Timur Gratsjov, syv år, med øjne som på et gammelt fotografi, alvorlige og mørke. Han havde på sig tykke bukser, en hættetrøje med lange ærmer… og en blå strikhue. Den samme, han havde båret hele vinteren.
Katerina smilede, da han trådte ind i sundhedsrumet.
— Timur, er du ikke varm i huen?
Drengen pressede læberne sammen og rystede på hovedet.
— Jeg må have den på.
— Hvorfor?
— Bare fordi.
Han holdt fast i huens kant med begge hænder, som om det var hans mest dyrebare ejendel. Katerina sagde ikke noget, men bemærkede for sig selv: et årvågent blik, let rysten i fingrene, et spor af frygt, som børn ikke kan skjule.
Senere, over en kop kaffe, talte hun med hans lærer, Svetlana Aleksejevna.
— Han tager den heller ikke af til gymnastik, sukkede hun. — I april fik vi et raserianfald, da træneren bad ham om det.
— Hvad ved du om hans familie?
— Moren er død. Kun far og ældre bror tilbage. Faren er streng, lukket. Broderen passer på ham. Timur er stille, generer ingen.
Katerina nikkede, men bekymringen slap ikke sit greb. Hun begyndte at observere. Uge efter uge — det samme. Hue. Lange ærmer. Sænket blik.
Indtil hun en dag i gangen lagde mærke til en mørk plet på huen. Liten, brun. Blod.
Den aften tog hun mod til sig og ringede til faderen.
— Hej, det er skolens sygeplejerske. Jeg ville lige tjekke omkring Timur…
Stemmen i den anden ende var hård, tør:
— Ingen problemer. Han ved, hvordan man opfører sig.
— Han tager ikke huen af, selv i varmen. Måske har han følsom hovedbund?
— Huen er en familiebeslutning, sagde han skarpt. — Ikke noget, du blander dig i.
Katerina lagde langsomt røret på. Noget indeni hende blev koldt.
Mandag morgen løb læreren ind på kontoret.
— Timur græder, siger at hans hoved gør ondt. Men han tager ikke huen af.
Da Katerina kom ind i klassen, sad drengen i hjørnet med hænderne klemt mod hovedet. Ansigtet blegt, læberne rystede.
— Timur, må jeg lige mærke på din pande? Jeg rører ikke huen, lover jeg.
Han nikkede. Panden var glødende varm. Og lugten… tyk, metallisk, smerteligt genkendelig. Pus.
Katerina satte sig på knæ.
— Timur, jeg må tage huen af. Ellers bliver det værre.
— Far sagde nej, hvis de finder ud af det, bliver jeg taget væk, hviskede han.
— Det er ikke din skyld, sagde hun stille. Aldrig.
De gik ind på sundhedsrummet. Låste døren. Katerina tog handsker, forbindinger og desinfektion frem. Drengen rystede.
— Far sagde, jeg fortjente det, hviskede han. — Fordi jeg opførte mig dårligt. Og broren købte huen, så ingen kunne se det.
Katerina trak i stoffet — men det gav ikke efter. Hun fugtede kanterne, tålmodigt, næsten blidt. Da huen endelig var af, åndede både hun og læreren lettet.
Huden under var skåret op, dækket af snesevis af cirkulære brandsår, både friske og helende. Cigaretmærker.
— Du er meget modig, sagde Katerina. — Alt bliver godt.
Hun behandlede sårene. Svetlana holdt drengen i hånden. Han græd ikke. Kun hviskede stille:
— Han gør det, når han drikker. Så jeg husker det.
Resten var som i en tåge. Opkald til rektor, socialforvaltning, politi. Dokumenter. Fotos.
Timur sad på briksen, indhyllet i et tæppe, mens Katerina hentede en ny, blød hue.
— Denne vil ikke gøre ondt, sagde hun.
Drengen kiggede på hende.
— Må jeg beholde den?
— Selvfølgelig.
Tre dage blev han på hospitalet. Infektion, brandsår, udmattelse. Katerina og Svetlana skiftedes til at passe ham. Uden skema, uden ordrer. De kunne simpelthen ikke lade være.
På den tredje dag sagde Svetlana:
— Jeg vil indsende papirer. Jeg vil adoptere ham.
Katerina så længe på hende.
— Er du sikker?
— Ja. Jeg har ventet på ham.
To uger senere flyttede Timur ind hos hende. Først turde han ikke åbne køleskabet uden tilladelse. Vaskede op tre gange. Nogle gange satte han sig på gulvet og dækkede sig med et håndklæde — bare for at gemme sig.
Svetlana var tålmodig. Sagde roligt:
— Du er hjemme. Nu er alt godt.
På køleskabet hang et lille papir:
“Godt gået.”
Nogle gange læste drengen det og spurgte:
— Er det sandt?
— Ja, svarede hun.
Om sommeren begyndte Timurs hår at vokse ud. Arene blev blegere.
En aften kom Katerina forbi og så ham i haven — barfodet, med våde hænder, grinende under vandstrålen. Uden hue.
Hun græd. Men for første gang — af glæde.
Svetlana kom ud med en kop te.
— Han ryster stadig i søvne, sagde hun. — Men nu lægger han sig bare tæt ind til mig.
— Og du?
— Jeg har indsendt papirerne til adoption. Et år senere. Samme dag, som alt begyndte.
Katerina nikkede og så på drengen, der løb rundt i græsset. Nogle gange sker mirakler ikke på grund af magi. Men simpelthen fordi nogen så, at et barn bar sin hue, selv når foråret var kommet.