En mand bad om et par minutter for at tage afsked med sin hund, som kun havde få øjeblikke tilbage at leve i — men pludselig opdagede dyrlægen noget helt utroligt.
Manden sad stille i dyrlægens konsultation, ude af stand til at forstå det, der skete. På bordet foran ham lå hans trofaste ven — hunden, som havde fulgt ham gennem alle livets glæder, sorger og ensomme nætter. Dyret syntes altid at forstå ham uden ord, spejle hans følelser som et spejl af sjælen.
Dyrlægerne havde gjort alt, hvad de kunne. Med blide stemmer forklarede de, at der ikke var mere behandling, at smerten var uudholdelig, og at den eneste udvej i barmhjertighed var at lade hunden gå. For manden var ordene uudholdelige — som om nogen havde dømt både ham og hans elskede ven til døden.
Han bad om at få et par minutter alene.
Han satte sig ved siden af hunden, tog den i sine arme og hviskede med rystende læber:
«Tilgiv mig, min ven… for alle de gange, jeg ikke var der, for hvert øjeblik, jeg tog for givet. Du har givet mig alt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve uden dig. Lad være med at gå…»
Hunden løftede sine trætte poter og lagde dem forsigtigt på hans skuldre, som om den ville trøste ham. Manden brød sammen i gråd, holdt fast om sin ven, og tårerne faldt på hundens pels.
Og så skete det utrolige.
Hunden, hvis øjne for et øjeblik siden havde virket livløse, åbnede dem og kiggede op på sin ejer med klart, levende blik. Den lavede en stille lyd, halvt knurren, halvt klynken, og rejste sig langsomt for at slikke tårerne af hans ansigt.
Dyrlægerne stod stille, udvekslede vantro blikke. Hundens puls stabiliserede sig, dens vejrtrækning blev stærkere — som om selve livet vendte tilbage.
Manden hviskede med håbefuld stemme:
«Er dette et mirakel? Er han frisk? Sig, at han vil leve…»
Men dyrlægerne vidste bedre. Nogle gange, lige før enden, vender en gnist af styrke tilbage — et sidste udbrud af kærlighed, inden afskeden.
De besluttede at udsætte proceduren.
Den nat forlod manden ikke sin hund. Dyret lå stille ved hans side, med hovedet på hans ben, og åndede roligt — endelig fri for smerte.
Og i nattens stilhed, uden kamp, uden sorg, forlod hunden verden blidt og lettede sin elskede ejer for en livslang skyldfølelse.