Forskere tog en beslutning, som mange syntes var ren galskab: de udsendte millioner af bier midt i en livløs ørken. Der, hvor selv luften syntes død, og solen smeltede alt levende, summede nu et myldrende bi-samfund.
»Det er vanvid!« sagde skeptikerne. »Bierne vil dø den første dag!« Alligevel stod forskerholdet fast: eksperimentet skulle vise, om mennesker kan bringe liv tilbage til steder, hvor det længe havde forsvundet.
Ugen gik i spænding. Bierne byggede deres stader, fløj over de sparsomme planter, som om de ledte efter noget. Ingen havde forventet det, der skulle ske næste gang.
Efter en måned var ørkenen forvandlet til noget helt genkendeligt. Der, hvor kun sand havde ligget, voksede nu alfalfa — dens sarte stilke strakte sig mod solen, og luften duftede for første gang i mange år af blomster. Bierne havde ikke blot overlevet; de havde tilpasset sig. Hver enkelt bestøvede hundredvis af blomster dagligt og skabte bølger af pollen.
Da forskerne opgjorde resultaterne, stod de målløse: høsten var tredobbelt større end normalt. Bierne var blevet mere udholdende og stærkere, og deres bistader bugnede af langt mere honning end før.
De, som havde grint af eksperimentet, kom nu selv for at se. Midt i det glohede sand havde frodige oaser af grønne planter bredt sig — som om naturen selv havde besluttet at give mennesket en ny chance.