På intensivafdelingen lå der en stille ro, kun brudt af de monotone bip fra apparaterne. På hospitalssengen lå en ung politibetjent — bleg, ubevægelig, med lukkede øjne. For en måned siden havde han fået en alvorlig skade under en operation. Lægerne kæmpede til det sidste, men håbet svandt.
Familien havde allerede underskrevet papirerne. Om morgenen skulle apparaterne slukkes.
Men inden da, af menneskelig venlighed, tillod lægen et sidste farvel — med den, der altid havde stået ved hans side.
Han hed Lasse — en ung tjenestehund, som betjenten havde set som sin farfigur. Sammen havde de gennemgået hundrede timers træning, nattevagter og farlige opgaver. Da hans ejer blev indlagt, spiste Lasse ikke, sov ikke og lyttede ikke til andre.
Nu blev han lukket ind på stuen.
Hvalpen trådte langsomt ind, ørerne lagt tilbage, øjnene — næsten menneskelige, fulde af smerte og håb. Han gik rundt om sengen, snuste i luften, som om han ville kontrollere: er det virkelig ham?
Og så — som om han indså det — skreg han højt og gøede. Højt, desperat, som om han krævede: stå op!
Sygeplejerskerne kiggede forundret på hinanden. En forsøgte at tage hunden ud, men Lasse rev sig løs og sprang direkte op på sengen. Den lille krop rystede af spænding. Lasse lagde poterne på ejerens bryst, slikkede hans hånd og lagde sig tæt ind til ham med hele kroppen.
I samme øjeblik vågnede monitorerne. Biplyde blev uregelmæssige, så hurtigere. Hjerteslaget steg.
— Vent… hvad sker der?! — råbte lægen.
Betjenten, der blev anset som håbløs, tog sin første selvstændige indånding. Så en til.
Et øjeblik — og hans fingre bevægede sig svagt. Lasse gøede stille og slikkede hans hånd, som for at sige: kom nu, jeg er her.
Lægen frøs, så hviskede han:
— Han kommer tilbage…
Få minutter senere åbnede betjenten øjnene. Et svagt, næsten umærkeligt smil gled over hans læber, da han så den velkendte snude.
Lasse brummede stille, uden at fjerne blikket.
Ingen kunne forklare, hvordan det var muligt. Hverken medicin eller videnskab. Men alle, der var til stede, vidste én ting: nogle gange er kærlighed stærkere end enhver maskine.
Og den dag, på stuen hvor man havde forberedt et farvel, opstod et ægte mirakel.