På det seneste havde min mand opført sig på en måde, der fik mine nerver i kog. Han brugte timer udenfor uden at sige, hvor han gik hen, kom hjem ved daggry eller nogle gange slet ikke. Når jeg spurgte, svarede han kortfattet og irriteret, som om han skjulte noget, der ikke måtte opdages.
En nat vågnede jeg brat og så ham rejse sig stille. Han troede, jeg sov. Han iførte sig skoene lydløst, tog noget fra gangen og gik ud. Mit hjerte begyndte at hamre, og en uudholdelig nysgerrighed fik mig til at følge efter ham.
Fra vinduet så jeg ham gå mod bunden af haven. Han kiggede sig omkring for at sikre sig, at han var alene, og så begyndte han hurtigt at grave i jorden. Jeg stod stivnet, omsluttet af mørke og frygt, mens jeg så ham grave en lille fordybning, lægge noget i og hurtigt dække det til igen. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men hans opførsel sendte en iskold rystelse gennem mig.
Natten efter gjorde han præcis det samme. Jeg kunne ikke længere holde usikkerheden ud. Da han næste morgen tog på arbejde, greb jeg en spade og gik ud i haven sammen med vores hund. Hun blev straks nervøs: gøede, snusede og gravede i jorden lige præcis der, hvor min mand havde gravet.
Luften blev tung. Jo mere vi gravede, jo stærkere blev følelsen af, at noget frygteligt lå under jorden. Så så jeg hjørnet af en gammel sæk, våd og dækket af mudder. En tung, gammel lugt steg op fra den opgravede jord. Jeg tog et skridt tilbage, men hunden blev ved med at grave, indtil sækken lå helt fremme.
Mine hænder rystede, da jeg åbnede den. Indeni var rester af ting, der ikke burde være der: gammelt tøj, en damesko og et lille metalobjekt. Det var en vedhæng. Jeg genkendte det med det samme. Jeg havde set det for år tilbage på halsen af en kvinde, som havde været sammen med min mand, før vi blev gift. Han havde fortalt mig, at hun var flyttet til udlandet… og at han ikke havde hørt fra hende i årevis.
I det øjeblik gik det op for mig. Han gravede ikke affald eller minder ned. Han skjulte en mørk fortid, som han havde forsøgt at slette med egne hænder.
Nu kan jeg næsten ikke sove. Hver nat, når mørket falder på, hører jeg skridt i haven og den fjerne lyd af en spade. Jeg frygter øjeblikket, hvor han opdager, at jorden igen er blevet vendt.